Vi bliver modige sammen med nogen!
Vi taler nogle gange om mod, som om det er en særlig egenskab, nogle mennesker bare er født med. Som om nogle børn kommer til verden med en indre styrke, der gør dem i stand til at kaste sig ud i livet, mens andre fra begyndelsen er mere forsigtige.
Men mod er meget mere end temperament. Mod udvikles også gennem erfaring. Gennem tilstrækkelig mange pålidelige gentagelser af at bevæge sig ud i noget, man endnu ikke ved, om man kan – og erfare, at man ikke står alene med det.
For det lille barn er verden fuld af den slags øjeblikke. At kravle lidt længere væk. At rejse sig og slippe bordkanten. At gå hen til de andre børn. At sige noget højt. At prøve noget, man ikke kan endnu. At risikere at falde, fejle, blive afvist eller opdage, at det var sværere, end man havde forestillet sig.
Og lige dér formes noget vigtigt. Ikke kun af, om barnet lykkes. Men af det, der sker omkring barnet, mens det prøver.
Først låner vi modet af andre
Når et barn vender sig om for at se, om den voksne stadig er der, er det ikke nødvendigvis et tegn på usikkerhed. Det kan være en del af selve bevægelsen ud i verden.
Ser du mig? Tror du på, at jeg kan? Er du der også, hvis jeg ikke kan?
Den voksne bliver på den måde en slags følelsesmæssig base, barnet kan bevæge sig ud fra og vende tilbage til. En, der hepper, når barnet vover. En, der trøster, når det gør ondt. Og måske allervigtigst: en, der hjælper barnet med at få lyst til at prøve igen.
For hvis vi kun bliver mødt med begejstring, når vi lykkes, lærer vi ikke nødvendigvis mod. Så kan vi i stedet lære, at vores værdi hænger sammen med vores præstation. Mod kræver også erfaringen af, at relationen holder, når vi fejler.
At nogen kan sige: Det gik ikke denne gang. Kom, vi prøver igen.
Gentagelser bliver til selvfortællinger
Når den erfaring gentages tilstrækkelig mange gange, begynder den langsomt at flytte ind. Det, der først fandtes mellem barnet og den voksne, bliver efterhånden noget, barnet kan bære med sig selv.
Jeg kan godt prøve. Jeg behøver ikke kunne det på forhånd. Det er ikke farligt at fejle. Jeg kan blive ked af det og finde tilbage igen. Jeg må gerne bede om hjælp.
Det er sådan erfaringer kan blive til selvforståelse. Til forventninger. Til måder at møde verden på.
Og de bliver ikke kun til tanker; gentagne erfaringer med tryghed, mestring, glæde, forventning og regulering sætter sig også i kroppens og hjernens måde at reagere på.
Vores neurokemi er en del af denne læring. Når udforskning igen og igen forbindes med tilstrækkelig tryghed, støtte og oplevelsen af at kunne mestre noget, bliver det lettere for vores system at mobilisere energi og nysgerrighed uden samtidig at blive overvældet af alarm.
På den måde bliver mod også kropsligt. Kroppen begynder at kende vejen.
Det modsatte sætter også spor
Men forestil dig barnet, der igen og igen bliver mødt med: Pas nu på. Det kan du ikke. Lad mig hellere gøre det.
Eller barnet, der bliver presset langt ud over det, det kan rumme, og efterladt alene med nederlaget, når det ikke lykkes. Også dét bliver til gentagelser. Og gentagelser bliver til forventninger.
Måske bliver fortællingen med tiden: Jeg er ikke sådan en, der kan. Det er bedst ikke at prøve. Jeg skal være sikker, før jeg gør noget. Hvis jeg fejler, er der noget galt med mig.
Det betyder ikke, at vores barndom fastlåser os. Vi kan få nye erfaringer hele livet. Nye relationer kan udfordre gamle fortællinger, og mod kan udvikles langt ind i voksenlivet.
Men vi begynder ikke alle sammen det samme sted.
Barndommens mod flytter med ind i voksenlivet
Det bliver særlig tydeligt, når vi ser på, hvor mange steder i voksenlivet mod faktisk er nødvendigt. Det kræver mod at knytte sig til et andet menneske og vise, hvem man er.
Det kræver mod at sige: Jeg blev ked af det. At sige undskyld. At sætte en grænse.
At række ud efter sin partner efter en konflikt i stedet for at vente på, at den anden gør det først.
Det kræver mod at være forælder og kunne stå i sit barns stærke følelser uden straks at skulle få dem til at forsvinde.
Det kræver mod på arbejdspladsen at sige sin mening, stille et spørgsmål, man ikke kender svaret på, tage imod kritik, skifte retning eller gå efter noget, man ikke ved, om man lykkes med.
Måske er nogle af de steder, hvor vi som voksne kalder os selv usikre, konfliktsky, perfektionistiske eller kontrollerende, også steder, hvor vi engang lærte, at det var risikabelt at prøve uden at vide, hvordan det ville ende.
Det, vi selv har lært, giver vi let videre
Og så kommer generationerne ind i billedet. For den måde, vi selv er blevet mødt på, når vi bevægede os ud i verden, kan let snige sig med ind i den måde, vi møder vores egne børn på.
Hvis jeg selv har lært, at verden er farlig, kan mit barns mod vække min uro.
Hvis jeg har lært, at fejl er forbundet med skam, kan jeg få svært ved at være rolig, når mit barn fejler.
Hvis jeg selv blev overladt til mig selv, kan jeg komme til enten at skubbe mit barn for hurtigt ud – eller holde det så tæt, at det bliver svært at bevæge sig væk. Ikke fordi vi ønsker at give vores egne begrænsninger videre.
Men fordi vi ofte kommer til at regulere vores børn fra det sted i os selv, der engang lærte, hvad der var sikkert, og hvad der ikke var. Derfor handler det generationsmæssige arbejde ikke om skyld. Det handler om bevidsthed. For når vi opdager vores egne mønstre, får vi mulighed for at gøre noget andet.
Måske er mod ikke fraværet af frygt
Måske er mod snarere erfaringen af, at frygten ikke behøver bestemme det hele. At jeg kan være usikker og alligevel tage et skridt. At jeg kan fejle uden at gå i stykker. At jeg kan miste fodfæstet og finde det igen.
Og måske begynder den erfaring meget tidligere, end vi forestiller os. I blikket fra den voksne, der siger: Prøv. I armene, der tager imod, når det ikke lykkes. Og i stemmen, der bagefter siger: Skal vi prøve igen?
For måske er det sådan mod bliver til? Først som noget, vi låner af et andet menneske. Så som en erfaring, der gentages.
Og til sidst som en stille fortælling inde i os selv: Jeg ved ikke, om jeg kan. Men jeg tør godt prøve.
Læs mange flere inspirerende fredagsdryp her: https://kdpraksis.dk/blog/