Når man går i fixe-mode.
Vi hjælper, fordi vi vil noget godt. Men nogle gange kan vores trang til at hjælpe komme til at stå i vejen for netop den udvikling, vi gerne vil støtte.
I sidste uges fredagsdryp skrev vi om, at mod ikke vokser ud af ingenting. Mod udvikles blandt andet gennem erfaringen af, at vi kan stå i noget, der er svært, og opdage, at vi faktisk kan komme igennem det.
Men hvad sker der, hvis nogen hele tiden kommer os i forkøbet? Hvis andre fjerner det svære, løser problemet eller overtager ansvaret, før vi selv når at mærke, hvad vi kan?
Det er et interessant paradoks, for de fleste af os hjælper med de bedste intentioner. Vi ser et menneske kæmpe med noget, og næsten automatisk opstår impulsen til at gøre situationen lettere. Vi giver et råd, foreslår en løsning, beroliger, forklarer eller tager måske helt over.
Det gælder forældre over for deres børn, ledere over for medarbejdere, undervisere over for studerende og partnere imellem. Og det gælder i høj grad også i terapeutisk arbejde.
Men god hjælp er ikke nødvendigvis det samme som at fjerne det, der er svært.
Når vi ikke kan holde ud at se den anden kæmpe
Noget af det interessante ved vores trang til at hjælpe er, at den ikke altid kun handler om den anden. Når et menneske foran os bliver frustreret, usikkert, ked af det eller rådvildt, påvirker det også os. Måske mærker vi uro, utålmodighed eller magtesløshed og får en stærk impuls til, at der skal ske noget.
Vi finder løsningen. Vi giver rådet. Vi fortæller den anden, hvad han eller hun skal gøre. Og i det øjeblik falder vores egen uro måske en smule.
Set fra et KerneDynamisk perspektiv kan det derfor være interessant at undersøge, om den hurtige trang til at løse den andens problem nogle gange også kan fungere som en selvbeskyttelsesstrategi. Problemløsning er naturligvis ikke i sig selv en selvbeskyttelsesstrategi. Evnen til at handle, tage ansvar og finde løsninger er en vigtig menneskelig kompetence.
Det interessante er ikke kun hvad vi gør, men hvad der driver os til at gøre det.
Kan jeg frit vælge, om jeg vil handle? Eller oplever jeg næsten, at jeg er nødt til at gøre noget, fordi det bliver svært for mig at være sammen med den andens frustration, usikkerhed eller magtesløshed? Det bliver særligt interessant i terapi.
Når terapeuten går i fixe-mode
Forestil dig en klient, der sidder over for sin terapeut og fortæller om et parforhold, som gennem længere tid har været svært. Klienten føler sig tilsidesat, men kan samtidig ikke finde ud af, hvad hun selv ønsker at gøre. Hun fortæller om situationer, som terapeuten har hørt om tidligere, og siger til sidst:
“Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre.”
Terapeuten mærker en umiddelbar impuls. Hun kan næsten se løsningen. Klienten må sætte tydeligere grænser. Hun må fortælle sin partner, hvad hun har brug for. Måske skal hun overveje, om hun overhovedet skal blive i forholdet.
Terapeuten begynder derfor at spørge mere handlingsorienteret:
“Har du prøvet at fortælle ham tydeligt, hvad du har brug for?”
“Hvad ville der ske, hvis du satte en grænse næste gang?”
“Hvor længe vil du egentlig blive ved med at acceptere det?”
Spørgsmålene kan være både fagligt relevante og velmente. Problemet er ikke nødvendigvis spørgsmålene.
Det interessante er det sted i terapeuten, de kommer fra. For måske er terapeuten allerede gået i det, vi kunne kalde fixe-mode. Klientens rådvildhed og magtesløshed har aktiveret noget i terapeuten. Måske bliver det svært for hende at sidde i en session, hvor der tilsyneladende ikke sker noget. Hun mærker en voksende utålmodighed eller magtesløshed og får behov for at skabe bevægelse.
Og her kan terapeutens faglige kompetencer paradoksalt nok blive en del af hendes egen selvbeskyttelsesstrategi. Hun kan analysere. Hun kan stille spørgsmål. Hun kan finde handlemuligheder. Derfor er det nærliggende at bruge netop disse kompetencer til at komme væk fra den magtesløshed, som kontakten med klienten vækker i hende.
På overfladen forsøger terapeuten at hjælpe klienten. Men nedenunder kan der samtidig foregå noget andet:
Klienten mærker magtesløshed → terapeuten mærker klientens magtesløshed og bliver selv aktiveret → terapeuten går i handling → terapeutens eget ubehag reduceres.
Problemet er, at terapeuten dermed risikerer at bevæge sig foran klienten. Måske er klientens vigtigste terapeutiske arbejde lige nu slet ikke at finde ud af, hvad hun skal gøre med sit parforhold. Måske har hun gennem hele sit liv været optaget af at finde den rigtige løsning, tilpasse sig andre eller handle sig væk fra svære følelser.
Hvis terapeuten straks hjælper hende med endnu en løsning, kan terapien utilsigtet komme til at gentage netop det mønster, som klienten har brug for hjælp til at opdage.
Fra problemløsning tilbage til kontakt
Alternativet er ikke, at terapeuten skal være passiv eller undlade at intervenere. Det er, at hun bliver opmærksom på sin egen impuls, før hun handler på den.
Hun mærker måske:
“Nu får jeg virkelig lyst til at løse det her for hende.”
Og i stedet for straks at følge impulsen kan hun vende tilbage til kontakten og blive nysgerrig:
“Når du siger, at du ikke ved, hvad du skal gøre – hvad sker der så i dig lige nu?”
Nu flyttes opmærksomheden fra løsningen på problemet til klientens oplevelse af problemet.
Måske bliver der stille. Måske kommer sorgen. Måske mærker klienten for første gang, hvor bange hun er for at blive forladt. Og pludselig viser det sig, at den rådvildhed, som terapeuten havde så travlt med at løse, var indgangen til noget langt vigtigere. Det er her, terapeutens eget udviklingsarbejde bliver afgørende.
For terapeuten skal kunne være tæt på klientens magtesløshed uden automatisk at skulle fjerne den. Hun må kunne registrere sin egen trang til handling og undersøge, hvad der bliver aktiveret i hende selv.
Det betyder ikke, at terapeuten aldrig skal handle, udfordre eller skabe bevægelse. Tværtimod. Men der er forskel på at foretage en bevidst faglig intervention og på næsten reflektorisk at handle for at komme væk fra sit eget ubehag.
Vælger terapeuten sin intervention – eller vælger terapeutens egen aktivering den for hende?
Det foregår ikke kun i terapirummet
Selvom eksemplet her er terapeutisk, er mekanismen almenmenneskelig.
Lederen kan mærke medarbejderens usikkerhed og straks fortælle, hvad der skal gøres. Underviseren kan få svært ved at være i den studerendes rådvildhed og derfor levere svaret. Forælderen kan mærke barnets frustration og hurtigt fjerne problemet.
I alle tilfælde kan intentionen være omsorgsfuld. Men når vi for hurtigt overtager problemløsningen, risikerer vi samtidig at fratage den anden muligheden for selv at undersøge, vælge, handle – og erfare: Jeg kunne godt.
Det betyder ikke, at mennesker skal overlades til sig selv med det, der er svært. Tværtimod kan vores tilstedeværelse være afgørende. Men der er forskel på at stå sammen med et menneske i det svære og på at fjerne det svære for mennesket. Måske er noget af den mest udviklende hjælp, vi kan give hinanden, netop kombinationen af nærhed og tillid.
Ikke:
“Du må klare dig selv.”
Men heller ikke:
“Jeg klarer det for dig.”
Snarere:
“Jeg bliver her sammen med dig, mens du finder ud af, hvad du kan gøre.”
Her bliver relationen ikke en erstatning for den enkeltes egen handlekraft, men et trygt fundament, hvorfra den kan udvikles.
Øv dig i mellemrummet
Uanset om du er terapeut, leder, underviser, forælder eller på anden måde står i en relation, hvor et andet menneske kommer til dig med noget, der er svært, kan du øve dig i noget ganske enkelt:
Vent et øjeblik med at hjælpe.
Ikke fordi du skal være passiv eller holde din hjælp tilbage, men fordi det lille mellemrum mellem den andens problem og din reaktion giver dig mulighed for at opdage, hvad der faktisk er brug for. Næste gang nogen fortæller dig om noget, de er frustrerede, kede af, usikre eller magtesløse overfor, så læg mærke til, hvad der sker i dig.
Får du straks lyst til at komme med et råd? Begynder du at analysere situationen? Kan du allerede se løsningen? Får du lyst til at fortælle, hvad du selv ville gøre?
Prøv så – bare et øjeblik – ikke at følge impulsen.
Bliv i stedet nysgerrig på tre spørgsmål:
Hvad sker der i den anden lige nu?
Måske har personen slet ikke brug for en løsning endnu, men for at blive mødt, forstået eller få mulighed for selv at mærke, hvad der er på spil.
Hvad sker der i mig lige nu?
Mærker jeg uro, utålmodighed, ansvar, magtesløshed eller måske en trang til at vise, at jeg kan hjælpe? Det er ikke forkert at mærke noget af dette. Men det er værdifuld information om, hvad der er ved at ske i relationen.
Og endelig det måske mest udfordrende spørgsmål:
Hvem har egentlig mest brug for, at der sker noget lige nu – den anden eller mig?
Du kan også prøve at erstatte den hurtige løsning med et enkelt spørgsmål:
“Har du brug for, at jeg hjælper dig med at finde en løsning – eller har du mest brug for, at jeg lytter lige nu?”
Det kan være overraskende, hvad der sker, når vi giver den anden det valg. At kunne blive i kontakten med et menneske, der har det svært, uden straks at fjerne det svære, er ikke passivitet. Det kan tværtimod være en krævende relationel kompetence.
Så måske er denne uges lille øvelse ganske enkel:
Opdag din hjælpeimpuls. Vent et øjeblik. Mærk, hvad den gør ved dig. Bliv nysgerrig på den anden. Og vælg så din handling.
For god hjælp handler ikke nødvendigvis om at have løsningen.
Nogle gange handler den om at kunne være der længe nok til, at den anden får mulighed for at finde sin egen.
Læs mange flere inspirerende fredagsdryp her: https://kdpraksis.dk/blog/