Hvornår er det kærligt at holde fast?
– og hvornår er det kærligt at give slip?
Nogle relationer slutter ikke, fordi kærligheden mangler. De slutter, fordi det, der skal være fælles, ikke længere er fælles. Det gælder i parforhold. Men det gælder i høj grad også i venskaber og andre nære relationer.
For en relation består ikke kun af følelser, historie og alt det, vi har delt. Den består også af viljen til at være i kontakt med det, der sker imellem os. Viljen til at lytte. Til at blive berørt. Til at undersøge sin egen andel. Til at reparere, når noget gør ondt.
Det betyder ikke, at ansvaret altid er 50/50. Men ansvaret for relationen er fælles; ”det, der er svært for dig, vedrører også mig”.
Hvis noget i vores relation igen og igen gør dig ked af det, utryg, ensom eller frustreret, kan jeg ikke nødvendigvis løse det for dig, men jeg kan heller ikke bare erklære, at det er dit problem.
For i det øjeblik noget opstår mellem os, bliver det relationelt. Det betyder ikke, at jeg skal være enig i din oplevelse. Det betyder heller ikke, at jeg skal tage ansvaret for dine følelser, men jeg har et ansvar for at være villig til at se på, hvad der sker imellem os.
At kunne sige:
- Hvad er det, du oplever?
- Hvad sker der med dig, når jeg gør sådan?
- Er der noget i min måde at være i relationen på, som jeg må tage ansvar for?
Og den bevægelse skal kunne gå begge veje. Det gælder, uanset om vi er kærester, ægtefæller, venner eller på anden måde betydningsfulde mennesker i hinandens liv.
Venskabet har også brug for et relationelt sprog
Måske bliver det særligt tydeligt i venskaber. For vi har ikke helt det samme kulturelle sprog for, hvornår et venskab er i krise, som vi har for et parforhold.
Vi forventer næsten, at par taler om deres relation. At de fortæller hinanden, hvis de er ensomme, savner noget eller oplever, at afstanden vokser. Vi har parterapi, samtaler om forventninger og et tydeligt sprog for både brud og reparation.
I venskaber er grænserne langt mere uklare. Hvor meget må man forvente af en ven? Hvornår skal man sige noget? Hvornår er man for krævende? Hvor længe skal man acceptere en relation, der er blevet ensidig? Og hvornår er et venskab egentlig slut?
Måske er det netop derfor, at mange venskaber ikke afsluttes. De forsvinder. Den ene trækker sig lidt. Beskederne bliver færre. Invitationerne stopper. Noget er blevet svært, men ingen får rigtig sat ord på det.
Og det kan efterlade den anden med en oplevelse af både tab og uafklarethed. For også et venskab er en relation. Og også dér har vi et ansvar for det, der opstår imellem os. Man kan ikke melde sig ud af problemløsningen og samtidig blive i relationen!
Måske er det netop her, noget afgørende ligger. For man kan godt være fysisk til stede i en relation og samtidig have meldt sig relationelt ud.
Når den ene siger: “Det her gør ondt på mig” og den anden igen og igen svarer: “Sådan er jeg bare.” “Det må du selv arbejde med.” “Jeg gider ikke tale mere om det”,
så bliver problemet efterhånden større end det oprindelige problem. For nu handler det ikke længere kun om det, der var svært. Nu handler det også om, at den ene står alene med det.
Man kan ikke forvente relationens tryghed, nærhed og loyalitet og samtidig frasige sig ansvaret for det relationelle arbejde. På et tidspunkt bliver dét i sig selv en udmeldelse af relationen.
Og måske er det særligt smertefuldt i et venskab, fordi udmeldelsen sjældent bliver sagt højt. Man kan fortsat kalde hinanden venner, samtidig med at den ene for længst er holdt op med at tage ansvar for det, der foregår mellem dem.
At blive er ikke altid det mest kærlige
Vi forbinder ofte kærlighed med at holde fast, med loyalitet, udholdenhed; at prøve igen. Og alt det kan være kærlighed.
Det gælder også i venskaber. Nogle af vores længste relationer kan rumme perioder med afstand, forskellighed og liv, der bevæger sig i forskellige retninger. En god relation behøver ikke være let hele tiden. Men nogle gange bliver det at blive ved med at holde fast en måde at forlade sig selv på.
Vi kan komme til at bruge år på at vente på, at den anden bliver klar til den samtale, vi allerede har forsøgt at invitere til hundrede gange.
Vi kan begynde at gøre vores behov mindre, vores grænser mere fleksible og vores længsel mere tavs for at få relationen til at kunne fortsætte.
Men en relation må ikke kun kunne eksistere, hvis den ene gør sig mindre.
Nogle afslutninger er også omsorg
At afslutte en relation behøver ikke være en dom over den anden. Det behøver ikke betyde: Du er forkert.
Det kan betyde: Det, vi kan tilbyde hinanden, er ikke længere godt for os.
Og måske findes der en særlig form for kærlighed netop dér.
I ikke at blive ved med at kræve noget af den anden, som vedkommende ikke kan eller vil give.
I ikke at blive ved med at gøre sig selv ondt i håbet om, at relationen en dag bliver anderledes.
I at kunne anerkende det, der har været betydningsfuldt, uden at det betyder, at det skal vare for evigt.
Det gælder også de mennesker, vi har kaldt vores venner. For et venskab kan have været livsvigtigt i en periode. Et menneske kan have fulgt os gennem årtier, kendt vores historie, stået ved siden af os gennem sorg, glæde og forandring – og relationen kan alligevel nå et sted, hvor den ikke længere er god for én eller begge.
Det kan gøre afslutningen smertefuld. Men ikke nødvendigvis forkert.
En relation kan have været sand – og stadig være færdig
Når en relation slutter, kan vi let komme til at omskrive hele historien. Så var det måske aldrig ægte. Så elskede vi måske aldrig rigtigt hinanden. Så var venskabet måske aldrig så tæt, som vi troede. Så var det hele forkert. Men sådan behøver det ikke være.
Noget kan have været dybt betydningsfuldt og alligevel have nået sin afslutning.
Mennesker udvikler sig. Liv forandrer sig. Behov forandrer sig. Og nogle gange opdager vi, at den bevægelse, vi hver især er i, ikke længere kan rummes i den samme relation.
Det gør ikke nødvendigvis fortiden mindre værdifuld. Måske er noget af det sværeste netop at kunne holde begge dele på én gang:
Du har været vigtig for mig – Og denne relation er ikke længere god for mig.
De to ting behøver ikke modsige hinanden.
Måske er kærlighed nogle gange at give slip
Ikke i vrede. Ikke som straf. Ikke for at få den anden til at forstå, hvad de mister. Men fordi man er nået til et sted, hvor man må tage alvorligt, hvad relationen faktisk er blevet. Og dér kan afslutningen være en kærlig handling i to retninger.
En kærlig handling mod sig selv:
Jeg vil ikke længere blive et sted, hvor jeg gentagne gange mister mig selv.
Og måske også mod den anden:
Jeg vil ikke fortsætte med at kræve, at du skal være et andet sted, end du faktisk er.
Det fælles relationelle ansvar betyder derfor ikke, at alle relationer skal reddes.
Det betyder heller ikke, at alle venskaber skal vare hele livet, fordi de engang var nære.
Det betyder, at vi begge må være villige til at møde det, der sker imellem os.
For måske er det ikke kun måden, vi indgår i relationer på, der fortæller noget om vores relationelle ansvarlighed. Det gør måden, vi forlader dem på, også. Og hvis kun den ene bliver ved med at møde op til det relationelle arbejde, så er spørgsmålet måske på et tidspunkt ikke længere: Hvordan redder vi relationen?
Men snarer: Hvordan afslutter vi den på en måde, hvor vi passer så godt som muligt på både os selv, hinanden og det, der faktisk har været mellem os.
Læs mange flere inspirerende fredagsdryp her: https://kdpraksis.dk/blog/