Måske skal døden ikke fylde mere. Måske skal livet.
De seneste uger er døden dukket op i mit liv fra flere forskellige sider.
Den 4. september var jeg til bisættelse for en god ven gennem 30 år, som tabte til kræften.
En uge senere sad jeg i Operaen til en længe planlagt forestilling med Anders Agger. Titlen var Kærlighed & Død, og omdrejningspunktet var netop vores forhold til døden – og vores vanskeligheder med at tale om den.
Tre dage senere var jeg til koncert med Nikolaj Steen på Hotel Cecil. En solokoncert, hvor han så tilbage på sin musikalske rejse fra 1980’erne og frem. For mig blev koncerten samtidig meget personlig. Min bror Peter var med på en stor del af Nikolajs musikrejse gennem omkring 20 år. Peter døde af kræft i 2017.
Musikken bragte derfor ikke kun minder frem om en tid, der var. Den bragte også Peter tættere på igen.
Og på lørdag skal jeg være sammen med mine voksne børn. En dag vi har haft planlagt i et år. Vi skal gå rundt i København og besøge steder, hvor vores slægt har boet og arbejdet, og fortælle historierne om de mennesker, der kom før os. Vi begynder med min oldefar, ostegrosser Jens Peter Jensen, og bevæger os derfra gennem familiens historie.
På ganske få uger har jeg altså mødt døden gennem tab, fortælling, musik og slægtshistorie. Det har fået mig til at tænke over dette tema:
Vi ved alle sammen, at vi skal dø. Det er måske det eneste i vores fremtid, vi kan være helt sikre på. Alligevel er døden noget af det, mange af os har allersværest ved at tale om.
Vi ved det – uden helt at vide det
Når vi er unge, kan livet næsten opleves som uendeligt. Selvfølgelig ved vi, at mennesker dør, men følelsesmæssigt kan døden føles som noget, der tilhører en anden verden. Noget der rammer gamle mennesker, syge mennesker eller mennesker, der er uheldige. Vi kan altså godt vide med hovedet, at vi skal dø, uden for alvor at have taget det ind. Og måske er der en god grund til det.
Vi mennesker har brug for en vis psykisk beskyttelse mod bevidstheden om vores egen forgængelighed. Hvis vi hver morgen vågnede med en intens oplevelse af, at vores liv og alle vores nære relationer en dag skal ophøre, ville det være svært bare at gå ud og leve.
Så vi planlægger. Næste weekend. Sommerferien. Arbejdet. Fødselsdagen næste år. Vi lever med en grundlæggende forventning om, at livet fortsætter.
Men med alderen begynder døden for mange af os at rykke tættere på. Forældre dør. Søskende eller venner bliver alvorligt syge. Mennesker på vores egen alder forsvinder. Døden befinder sig ikke længere kun ude i horisonten. Den er rykket ind i vores egen generation.
Billedet: Min oldefar Jens Peter Jensen og hans kone Christiane med to af deres børnebørn – det ene til højre er min far.
Ingen af dem er her længere. Men relationerne, historierne og sporene efter dem lever videre.
Når vores oplevelse af kontrol udfordres
Forrige uges Fredagsdryp handlede om vores tilbøjelighed til at gå i fixe-mode, når et andet menneske har det svært. Vi vil gerne forstå problemet, finde løsningen og gøre noget, der får smerten til at forsvinde. Det er måske ikke så mærkeligt, for at handle giver os en oplevelse af indflydelse. Når jeg kan gøre noget, er jeg ikke helt magtesløs.
Men døden konfronterer os med en virkelighed, hvor vores handlekraft har en grænse. Vi kan passe på vores krop. Vi kan søge behandling. Vi kan kæmpe mod sygdom, ændre livsstil og håbe på flere år. Men vi kan ikke skabe den ultimative sikkerhed. Døden siger på sin egen ubønhørlige måde:
Der findes en grænse for din indflydelse.
Og det kan være svært at være i. For magtesløsheden handler ikke kun om ikke at kunne løse et konkret problem. Den udfordrer vores forestilling om, at vi gennem handling, planlægning og fornuft kan skabe orden og forudsigelighed i vores liv. Når noget vækker stærk uro i os, forsøger vi mennesker ofte at regulere os selv ved at skabe afstand til det. Vi kan skifte emne, gøre os travle, fokusere på det praktiske eller fortælle os selv, at det behøver vi ikke forholde os til endnu.
Det er ikke nødvendigvis en bevidst benægtelse af døden. Ofte er det mere subtilt. Vi lader bare være med at åbne døren til den samtale, der gør døden virkelig.
Måske begynder vi samtalen for sent
Når jeg tænker tilbage på mine egne erfaringer med døden, bliver jeg opmærksom på noget, jeg selv ville ønske havde været anderledes.
Jeg sad ved både min farmors, min fars og min mors dødsleje til det allersidste. Vi vidste, hvad der var ved at ske. Vi var sammen, og jeg var tæt på dem. Men vi talte aldrig rigtigt om, hvordan det var for dem eller for mig, at de skulle dø – eller hvordan det var for os at skulle skilles. Hvad tænkte de om at skulle forlade livet?
Var de bange? Rolige? Kede af det? Havde de noget, de havde svært ved at give slip på? Hvad tænkte de om os, der skulle leve videre?
Og jeg fik heller ikke fortalt dem, hvordan det var for mig at skulle miste dem. Jeg ved ikke, om de ønskede den samtale. Måske gjorde de ikke. Men jeg ved, at vi ikke havde øvet os i at tale om døden, mens den endnu var langt væk.
Da døden pludselig sad i rummet sammen med os, havde vi ikke noget fælles sprog for den. Det får mig til at tænke på, om vi måske begynder samtalen om døden alt for sent. Og måske også om vi tænker for snævert på, hvem vi skal have den samtale med.
For døden og sorgen hører ikke kun hjemme i familien. Gennem et langt liv knytter vi os til mange mennesker. En partner, vi måske først møder sent i livet. Børn og bonusbørn i en sammenbragt familie. Venner, der gennem årtier bliver lige så betydningsfulde som familie. En kollega, vi har delt arbejdsliv, hverdag og måske fortrolighed med gennem 20 eller 30 år.
Nogle relationer har et familienavn. Andre har ikke. Men vores følelser følger ikke nødvendigvis de formelle betegnelser.
Vi kan miste en ven og opleve, at en del af vores egen livshistorie forsvinder med ham eller hende. Vi kan miste en mangeårig kollega og opdage, hvor stor en del af vores hverdag og identitet der var knyttet til relationen. Og vi kan stå i et nyt parforhold eller en sammenbragt familie, hvor kærligheden og tilknytningen er dyb, selv om den fælles historie er kortere.
Døden rammer dér, hvor vi har knyttet os. Så hvorfor skal vi vente med at tale om den, til en af os er alvorligt syg eller har nået en alder, hvor livet nærmer sig sin afslutning?
Hvorfor ikke tale om døden, mens vi stadig er raske og forhåbentlig har mange år foran os – med vores partner, børn, søskende, nære venner og andre mennesker, som har fået en betydningsfuld plads i vores liv?
Og her tænker jeg ikke først og fremmest på at fortælle vores nærmeste, om vi ønsker at blive begravet eller bisat, hvilken musik der skal spilles, og hvordan vi ønsker, at mennesker samles bagefter. Det er selvfølgelig godt at have talt om, men der findes en anden og måske vigtigere samtale før den praktiske:
Hvordan har jeg det egentlig med, at jeg en dag skal dø?
Hvad forestiller jeg mig, at jeg vil have sværest ved at give slip på? Er det selve døden, jeg frygter – eller processen frem mod den? Er jeg bange for smerte, for at miste kontrollen, for at blive afhængig af andre eller for at skulle forlade dem, jeg elsker?
Og hvordan er det for de mennesker, jeg er tæt knyttet til, at forestille sig, at jeg en dag ikke er her?
Hvordan er det for mig at vide, at jeg sandsynligvis skal tage afsked med mennesker, jeg elsker – og at andre en dag skal tage afsked med mig?
Det er nogle helt andre samtaler end: Vil du begraves eller bisættes?
Vi skal give slip på hinanden
Måske er noget af det svære ved samtalen netop, at døden ikke kun handler om, at kroppen holder op med at fungere. Den handler om adskillelse. De mennesker, vi knytter os til gennem livet, bliver en del af vores oplevelse af tryghed, identitet og tilhørsforhold. Det gælder ikke kun de relationer, vi er født ind i. Tilknytning skabes også gennem livet.
I kærlighedsrelationer, venskaber, nye familiedannelser og relationer, der vokser frem gennem mange års fælles liv eller arbejde. Nogle mennesker har vi kendt siden barndommen. Andre møder vi sent i livet og når alligevel at få en afgørende betydning.
Derfor kan tanken om den endelige adskillelse vække noget meget grundlæggende i os. Vi skal ikke bare give slip på livet. Vi skal give slip på hinanden. Og her mødes dødsangst, kærlighed og tilknytning.
Hvis et menneske, jeg holder af, siger: “Jeg kan næsten ikke holde ud at tænke på, at du en dag ikke er her”, findes der ikke noget svar, der kan løse problemet.
Jeg kan selvfølgelig sige: “Det skal du ikke tænke på. Jeg har mange år endnu.”
Det vil sikkert være kærligt ment. Men måske er det også en måde, hvorpå jeg forsøger at regulere mit eget ubehag. Samtalen lukker, netop som den kunne være blevet vigtig.
Det samme gælder den anden vej. Hvis jeg fortæller et menneske, jeg holder af, at tanken om en dag at skulle forlade ham eller hende gør mig ked af det, kan den første impuls være at berolige mig:
“Det ligger forhåbentlig mange år ude i fremtiden.”
Også det er kærligt ment. Men måske behøver følelsen ikke at blive fjernet. Svaret kunne nogle gange bare være:
“Ja. Det er også mærkeligt at tænke på. Hvordan er det egentlig for dig?”
Så bliver døden ikke et problem, vi skal løse, men et menneskeligt vilkår, vi kan være nysgerrige på sammen.
Fra kontrol til kontakt
Måske ligger der derfor en vigtig bevægelse i vores forhold til døden:
Fra kontrol til kontakt.
Når vi ikke kan kontrollere udfaldet, kan vi stadig påvirke måden, vi er sammen på. Og måske skal vi begynde længe før, vi får brug for samtalen.
Mens vi er raske. Mens familien lever sit almindelige liv. Mens vores partner ligger ved siden af os. Mens vores venner stadig sidder omkring bordet. Mens vi går på arbejde sammen med mennesker, som gennem mange år er blevet en vigtig del af vores liv. Mens døden forhåbentlig befinder sig langt ude i fremtiden.
Vi behøver ikke indkalde familien – eller vennerne – til den store samtale om døden. Vi kan tage den i små bidder. Over et middagsbord. På en gåtur. I bilen. Over et glas vin med en nær ven. Når en film berører os. Når vi har været til en bisættelse. Eller når livet på anden måde minder os om, at det ikke varer evigt.
Vi kan spørge hinanden:
- Hvad tænker du egentlig om at skulle dø en dag?
- Er der noget ved døden, du er bange for?
- Hvad tror du bliver sværest at give slip på?
- Hvordan er det for dig at tænke på, at vi en dag skal skilles?
Vi skal ikke finde de rigtige svar. Det er for at lære hinandens tanker og følelser at kende. For måske sker der noget vigtigt, når vi tør dele det, vi ellers hver især går alene med.
Døden bliver ikke mindre virkelig. Men vi bliver mindre alene med bevidstheden om den. Og hvis vi gennem livet har talt med de mennesker, vi er tæt knyttet til, om frygten, nysgerrigheden, sorgen, magtesløsheden og det, vi har svært ved at give slip på, så har vi måske også et sprog sammen den dag, hvor døden ikke længere er et fjernt eksistentielt spørgsmål.
Den dag den sidder i rummet sammen med os.
Når døden gør livet synligt
Der er samtidig noget paradoksalt ved at beskæftige sig med døden. For døden gør livet synligt.
Når jeg til Nikolaj Steens koncert hører musik fra en periode, hvor Peter levede og var en del af det hele, bliver jeg selvfølgelig mindet om, at han ikke længere er her. Men jeg bliver også mindet om, at han var her. Om det han gjorde. De mennesker han kendte. Den musik han var med til at skabe. De spor han satte i andre mennesker – og i mig.
Og min ven, som jeg tog afsked med den 4. september, minder mig om noget af det samme. Et venskab gennem 30 år er også en del af et menneskes livshistorie. Vi bliver ikke kun til gennem vores familie, men også gennem de mennesker, vi vælger at følges med undervejs.
Når et af disse mennesker dør, mister vi ikke alene personen. Noget af den fælles verden, vi havde sammen, forsvinder også. Minder, oplevelser, humor og fortællinger, som måske kun lige præcis vi to delte.
Og når jeg på lørdag går gennem København sammen med mine børn og fortæller historier om vores oldeforældre, bedsteforældre og forældre, bliver jeg mindet om det samme.
De levede deres liv. Arbejdede, forelskede sig, fik børn, skabte venskaber, havde drømme, konflikter, glæder og bekymringer. Og så døde de.
Nu er det os, der går rundt i deres spor og fortæller historierne videre. En dag er det måske vores børn, venner eller andre mennesker, vi har delt livet med, der fortæller historier om os. Og det behøver ikke være en trist tanke.
For måske er bevidstheden om døden ikke kun en påmindelse om, at livet slutter. Den kan også minde os om at være til stede, mens det er her. At bruge tiden på de mennesker, der betyder noget. Og at få sagt det, der skal siges. Og at få spurgt om det, vi ellers går udenom.
Jeg kan ikke gå tilbage og tage de samtaler med min farmor, min far og min mor, som vi ikke fik, men jeg kan tage erfaringen med mig. Jeg kan forsøge at blive bedre til at tale om døden med de mennesker, jeg er tæt knyttet til, mens vi stadig er levende, raske og forhåbentlig langt fra den.
Min familie. Min partner. Mine børn. Mine venner. Og andre mennesker, som gennem livet er blevet betydningsfulde for mig.
Ikke kun om hvordan vi en dag gerne vil herfra, men om hvordan det føles at vide, at vi skal. Vi kan tale om, hvad vi frygter. Hvad vi håber. Hvad vi har svært ved at give slip på. Og hvad vi betyder for hinanden.
Døden skal ikke fylde mere i vores liv. Men det skal livet.
Og når døden ikke længere er tabu, kan den måske gøre vores samtaler om livet, kærligheden, tilknytningen og betydningen af hinanden mere nærværende.
Læs mange flere inspirerende FREDAGSDRYP her på vores Blog: https://kdpraksis.dk/blog/