Kan man glæde sig til noget nyt og samtidig sørge over det, man forlader? ❤️
Når børnene flytter hjemmefra, vi skifter arbejde, forlader et forhold eller afslutter en uddannelse, kan glæde, sorg, lettelse og savn eksistere side om side.
Men hvorfor reagerer vi så forskelligt på de samme afskeder? Og hvad har vores tidligere erfaringer og nervesystem med det at gøre?
Vi undersøger dette med afsæt i at vores andet hold psykoterapeutstuderende gennemfører deres allersidste undervisningsmodul på den 4-årige KD Psykoterapeutuddannelse.
Det er en særlig dag. Fire år med faglig læring, personlig udvikling, udfordringer og mange betydningsfulde møder afsluttes netop i denne weekend. Gennem årene har de studerende delt langt mere end undervisning. De har været vidner til hinandens sårbarhed, usikkerhed, mod og udvikling, og der er opstået relationer og et fællesskab, som for mange har fået stor betydning.
Nu står de på tærsklen til noget nyt. Der er god grund til både stolthed, glæde og forventning. Men samtidig skal de sige farvel til et fællesskab og en velkendt ramme, som har været en del af deres liv gennem fire år.
Og netop her opstår noget psykologisk interessant. For hvordan kan vi glæde os til at komme videre og samtidig ønske, at det, vi forlader, kunne fortsætte lidt endnu?
Når modsatrettede følelser eksisterer samtidig
Vi har ofte en tendens til at forstå vores følelser, som om de skal pege i én bestemt retning. Enten er vi glade, eller også er vi kede af det. Enten glæder vi os til forandringen, eller også ønsker vi at bevare det velkendte.
Men vores følelsesliv er langt mere sammensat.
Vi kan opleve lettelse og sorg, når vi forlader et mangeårigt arbejde. Vi kan savne vores børn og samtidig glæde os over deres selvstændighed, når de flytter hjemmefra. Vi kan opleve både frihed og ensomhed efter en skilsmisse, ligesom vi kan være stolte over at afslutte en uddannelse og samtidig mærke vemod over at skulle sige farvel.
Evnen til at rumme disse modsatrettede følelser er en vigtig del af vores følelsesmæssige udvikling. Psykologisk modenhed handler ikke om at vælge den ene følelse frem for den anden, men om gradvist at udvikle kapacitet til at være i flere følelser samtidig, uden at vi behøver at handle på dem eller få dem til at forsvinde.
Når afskeden vækker noget gammelt i os
Set gennem den neuroaffektive udviklingspsykologi er vores reaktioner på afsked ikke kun knyttet til det, der sker her og nu. De kan også være præget af vores tidligere erfaringer med tilknytning, adskillelse og tab.
Allerede tidligt i livet gør vi os erfaringer med, hvad der sker, når mennesker, vi er knyttet til, forsvinder ud af vores nærhed. Bliver vi mødt og beroliget? Er der nogen, som hjælper os med at håndtere savnet? Eller må vi i højere grad klare de svære følelser alene?
Disse erfaringer kan være med til at forme vores nervesystems forventninger til relationer og adskillelse. Ikke nødvendigvis som bevidste erindringer, men som kropslige og følelsesmæssige mønstre, der kan aktiveres senere i livet.
Derfor kan en helt naturlig afslutning vække følelser, som overrasker os selv. Nogle mærker en stærk sorg og en længsel efter at holde fast. Andre oplever først og fremmest lettelse og får hurtigt opmærksomheden rettet mod det næste. Andre igen mærker måske ikke ret meget, før afskeden for alvor bliver virkelig.
Vores reaktioner afhænger også af vores aktuelle livssituation, relationernes betydning og den måde, vi hver især håndterer følelsesmæssig intensitet på. Men hvis vi tør være nysgerrige på vores reaktioner, kan afskeden give os en mulighed for at opdage noget om os selv.
Hvorfor oplever vi den samme afslutning så forskelligt?
Forestil dig en gruppe mennesker, der har fulgtes ad gennem fire år.
På den sidste undervisningsdag sidder én med tårer i øjnene og mærker allerede savnet. En anden er fyldt med begejstring over alt det, der nu skal ske. En tredje bliver optaget af at arrangere fremtidige møder, mens en fjerde begynder at trække sig lidt fra fællesskabet.
De har været en del af den samme gruppe og oplevet mange af de samme begivenheder, men deres følelsesmæssige reaktioner er vidt forskellige.
Måske handler forskellene ikke kun om, hvor meget fællesskabet har betydet, men også om, hvordan den enkelte har lært at håndtere nærhed, usikkerhed og adskillelse.
Vi skal derfor være varsomme med at tolke hinandens reaktioner. Den, der ikke græder, kan sagtens være dybt berørt, og den, der græder, kan samtidig være helt klar til at komme videre.
Vi siger også farvel til en del af os selv
Når vi afslutter noget, der har fyldt meget i vores liv, er det ikke kun mennesker og rammer, vi forlader. Vi siger også farvel til en velkendt udgave af os selv.
I fire år har vores studerende haft en identitet som psykoterapeutstuderende. De har haft undervisere at støtte sig til, en gruppe at spejle sig i og en struktur, der har givet plads til at lære og udvikle sig.
Nu skal de gradvist træde ind i en ny identitet som færdiguddannede psykoterapeuter. Det kan vække både stolthed, forventning og usikkerhed. Kan jeg stå på egne ben? Hvad tager jeg med mig, og hvad må jeg give slip på?
Den slags spørgsmål møder vi i mange af livets overgange. Når vi går på pension, forlader et ægteskab, skifter arbejde eller oplever, at børnene flytter hjemmefra.
En afslutning rummer derfor ikke kun et farvel til noget uden for os selv. Den kan også udfordre vores oplevelse af, hvem vi er.
Betydningen af at få sagt ordentligt farvel
Når vi har været tæt forbundet med andre mennesker gennem længere tid, kan selve måden, vi afslutter på, få stor betydning for, hvordan vi kommer videre.
Vi kender måske alle til afskeder, der aldrig rigtig blev til noget. Relationer, der gled ud, mennesker, vi mistede kontakten til, eller situationer, hvor vi ikke fik sagt det, vi gerne ville have sagt.
En bevidst afsked giver os mulighed for at standse op og mærke, hvad relationen eller fællesskabet har betydet. Når vi deler vores oplevelser, fortæller hinanden, hvad vi har fået med os, og giver plads til de følelser, der opstår, kan det understøtte den følelsesmæssige bearbejdning.
Set neuroaffektivt kan det at blive mødt og forstået af andre hjælpe os med at regulere de følelser, der vækkes ved adskillelsen. Når vi oplever, at både glæde, sorg, taknemmelighed og usikkerhed kan være til stede i fællesskabet, bliver det lettere at rumme dem i os selv.
Det betyder ikke, at en god afsked fjerner savnet. Men den kan hjælpe os med at integrere det, vi har oplevet, så erfaringerne ikke blot bliver noget, der er forbi, men noget, vi bærer med os.
Og måske er det netop en vigtig del af at kunne give slip: At vi ikke behøver at miste betydningen af det, vi forlader.
At kunne være i det, der er
Måske er noget af det vigtigste, vi kan øve os på, ikke at forsøge at slippe hurtigt og smertefrit gennem livets afslutninger, men at give plads til de følelser, der opstår undervejs.
Vi behøver ikke forklare sorgen væk, fordi vi samtidig er glade. Vi behøver heller ikke dæmpe glæden af hensyn til dem, der mærker savnet stærkere.
Nogle gange kan vi begynde med ganske enkelt at mærke efter: Hvad sker der i min krop, når jeg skal sige farvel? Hvad får jeg lyst til at gøre? Holde fast, trække mig, skabe nye aftaler eller hurtigt komme videre? Og mon den reaktion minder mig om noget, jeg har oplevet tidligere i mit liv?
Når vi møder vores reaktioner med nysgerrighed frem for vurdering, får vi mulighed for at forstå lidt mere af det, der foregår i os, og samtidig blive bedre til at give plads til, at andre oplever den samme situation helt anderledes.
For at noget gør ondt at forlade, betyder ikke nødvendigvis, at vi skal blive. Og at vi glæder os til det næste, betyder ikke, at det, vi forlader, har været mindre betydningsfuldt.
Måske er det netop, når vi kan rumme både glæden over det, der venter, og sorgen over det, vi forlader, at vi for alvor kan tage erfaringerne med os videre.
Læs endnu flere inspirerende fredagsdryp her: https://kdpraksis.dk/blog/