At blive i sig selv – også når vi er tæt på andre
Der findes en særlig bevægelse i os mennesker, som vi igen og igen må øve os i.
En bevægelse, der ikke handler om enten eller – men om både og.
Bevægelsen mellem at være os selv – og være sammen med andre.
I både private og faglige relationer kan det være fristende at give lidt slip på sig selv for at bevare kontakten. At tilpasse sig. Glatte ud. Skrue ned for egne behov, reaktioner eller grænser. Ikke nødvendigvis fordi vi vil – men fordi noget i os forbinder kontakt med risikoen for at miste fodfæstet i os selv.
Og i andre situationer kan bevægelsen gå den modsatte vej. Vi trækker os. Bliver mere autonome. Mere selvtilstrækkelige. Men også mere alene.
Differentiering – en levende balance
Differentiering handler netop om denne balance. Ikke som et sted vi ankommer til, men som en bevægelse vi hele tiden er i.
Evnen til at kunne mærke sig selv, tænke selv og stå ved sig selv – samtidig med at man er i følelsesmæssig kontakt med et andet menneske.
Det er ikke en fast størrelse. Det er noget, der bevæger sig – afhængigt af relationen, situationen og det, der bliver aktiveret i os.
Nogle gange mister vi os selv lidt. Andre gange mister vi kontakten.
Og det er ikke fejl. Det er en del af det at være menneske.
Paradokset i nærhed
Der er et paradoks gemt her, som ofte først bliver tydeligt, når vi begynder at øve os i det:
Jo mere jeg står i min egen autonomi, jo tættere kan jeg faktisk være på dig.
For når jeg ikke er bange for at miste mig selv, behøver jeg ikke holde igen. Ikke trække mig. Ikke beskytte mig gennem afstand.
Jeg kan blive.
Og samtidig sker der noget i den anden ende af relationen:
Når jeg er tydelig i mig selv, bliver det også lettere for dig at være tæt på mig.
Du skal ikke gætte dig frem.
Ikke mærke efter på mine vegne.
Ikke forsøge at navigere i det usagte.
Der opstår en anden form for ro i kontakten. En klarhed, som gør nærhed mindre anstrengende.
At være mig – med dig
At holde fast i sig selv er derfor ikke det modsatte af kontakt.
Det er en forudsætning for, at kontakten kan blive ægte og bæredygtig.
Det betyder ikke, at vi altid lykkes med det. Men måske er det netop det, vi øver os i – lidt efter lidt:
At kunne blive i os selv, også når noget er på spil.
At kunne være i kontakt, uden at give slip.
At kunne stå i spændingsfeltet mellem autonomi og nærvær – uden at vælge den ene side fra.
At kunne være både mig
og med dig på samme tid.