Hvordan er jeg blevet den, jeg er?
I denne uge har vi på KD Psykoterapeutuddannelsen afsluttet en helt særlig del af de studerendes første studieår. Gennem året har de arbejdet med deres egen selvbiografi i tre perioder: 0-7 år, 7-14 år og 14-21 år. De har skrevet om deres liv, forsøgt at huske og forstå det, der skete, og efterfølgende fremlagt deres fortællinger for hinanden.
Det kan umiddelbart lyde som en opgave i at fortælle sin livshistorie. Men arbejdet handler om noget mere.
For når vi vender os mod vores egen historie med den viden og de perspektiver, vi har som voksne, kan vi begynde at opdage sammenhænge, som ikke tidligere har været synlige for os. Det, vi måske hele livet blot har oplevet som sådan er jeg, kan langsomt blive til en forståelse af sådan lærte jeg at være.
Og den forskel kan være afgørende.
At se sit liv med nye øjne
Et lille barn forstår ikke sin opvækst gennem psykologiske teorier. Barnet lever i den og tilpasser sig den.
Barnet lærer gennem sine relationer, hvad der skaber kontakt, og hvad der risikerer at bryde den. Barnet opdager, hvilke følelser der er plads til, hvordan konflikter håndteres, og hvad der forventes for at høre til. Og barnet lærer noget om nærhed og afstand, om sig selv og andre – og efterhånden også om, hvem det selv må være.
Meget af dette bliver med tiden så selvfølgeligt, at vi ikke længere opdager det.
Derfor arbejder vores studerende ikke kun med spørgsmålet: Hvad skete der i mit liv? De forsøger også at undersøge deres historie gennem den teori, de har mødt på uddannelsen. De ser blandt andet på tilknytning, skam, differentiering, mentalisering og følelsesmæssig kohærens.
Teorien bliver på den måde ikke blot noget, der skal forstås med hovedet. Den bliver et sprog, som kan hjælpe med at skabe mening i ens egen historie.
Måske opdager jeg, at min stærke trang til at klare alting selv ikke kun er et personlighedstræk, men også hænger sammen med tidlige erfaringer med, at det ikke altid nyttede at række ud. Måske bliver jeg opmærksom på, hvorfor konflikter gør mig uforholdsmæssigt urolig, hvorfor jeg hurtigt tilpasser mig andre, eller hvorfor kritik så let vækker skam.
Pointen er ikke at finde fejl i fortiden eller placere skyld hos vores forældre. Pointen er at blive mere bevidst om det, vi bærer med os.
Når den personlige fortælling bliver delt
Der sker samtidig noget andet vigtigt, når selvbiografien ikke kun bliver skrevet, men også fortalt til andre.
For nogle af vores studerende betyder fremlæggelserne, at oplevelser, som måske aldrig tidligere er blevet sagt højt, får ord. Det kan være sårbart og krævende. Nogle fortællinger rummer svigt, ensomhed, skam eller smerte. Andre rummer kærlighed, styrke, samhørighed og mennesker, som gjorde en afgørende forskel. Som regel rummer et menneskeliv lidt af det hele.
Når fortællingerne deles i en gruppe, bliver det derfor også en relationel proces.
Jeg fortæller noget om mig, som betyder noget. Andre lytter. De forsøger ikke nødvendigvis at løse det eller forklare det væk. De er der og tager imod.
Det kan skabe en særlig erfaring: At noget, som tidligere har været båret alene, nu kan eksistere i et fællesskab – et resonansfelt.
Samtidig opdager gruppen ofte noget grundlæggende menneskeligt. Vores historier er forskellige, men mange af de temaer, vi kæmper med, ligner hinanden. Behovet for at høre til. Frygten for at blive afvist. Længslen efter at blive set. Strategierne for at beskytte os selv. Skammen over sider af os selv, som vi tror, vi er alene om.
Når mennesker tør vise mere af deres historie, kan der derfor også opstå mere forståelse – både af os selv og af hinanden.
Bevidstgørelse er ikke det samme som forandring
Der er dog en vigtig pointe i dette arbejde: At forstå sin historie betyder ikke nødvendigvis, at den dermed er forandret.
Vi kan godt forstå, hvorfor vi reagerer, som vi gør, og alligevel fortsætte med at reagere sådan.
Jeg kan vide, at jeg lærte at tilsidesætte mine egne behov for at bevare kontakten til andre – og stadig mærke den gamle impuls til straks at tilpasse mig. Jeg kan forstå min frygt for afvisning og alligevel mærke kroppen gå i alarm, når en vigtig relation bliver usikker.
Men bevidstgørelsen giver os et nyt udgangspunkt.
Det, vi ikke kan få øje på, har vi vanskeligt ved at forholde os aktivt til. Når vores mønstre derimod bliver tydeligere, kan vi begynde at møde dem med nysgerrighed og senere arbejde psykoterapeutisk og evt. traumeforløsende med det, der ikke alene kan forandres gennem forståelse.
På den måde bliver selvbiografien ikke afslutningen på noget. Den bliver begyndelsen.
Du behøver ikke læse til psykoterapeut
Man behøver selvfølgelig ikke være psykoterapeutstuderende for at blive nysgerrig på sin egen livshistorie.
Prøv eksempelvis at dele dit liv op i de samme tre perioder: 0-7 år, 7-14 år og 14-21 år.
Vælg én periode ad gangen og spørg dig selv:
- Hvem var de vigtigste mennesker i mit liv?
- Hvad lærte jeg om kærlighed, konflikter og nærhed?
- Hvilke følelser var der plads til – og hvilke var vanskeligere at vise?
- Hvad skulle jeg gøre eller være for at føle, at jeg hørte til?
- Hvilke værdier og overbevisninger fik jeg med hjemmefra?
- Hvad fra min opvækst sætter jeg pris på og ønsker at føre videre – og hvad forsøger jeg i dag at gøre anderledes?
Forsøg ikke i første omgang at analysere eller ændre noget. Bliv blot nysgerrig.
For personlig udvikling begynder ikke nødvendigvis med spørgsmålet: Hvordan bliver jeg anderledes?
Nogle gange begynder den et helt andet sted: Hvordan er jeg blevet den, jeg er?
Når vi langsomt får øje på svaret, får vi samtidig mulighed for at undersøge, hvad vi fortsat ønsker at bære med os – og hvad der ikke længere behøver at bestemme den måde, vi lever vores liv på. Og her bliver nyttigt at inddrage en psykoterapeut i processen med at udvikle nye mønstre, der kan afløse gammel uønsket adfærd og derved skabe bedre livskvalitet for dig der er nysgerrig.
Læs mange flere inspirerende fredagsdryp her: https://kdpraksis.dk/blog/