Et fredagsdryp om det sociale engageringssystem
Der findes et system i os, som hele tiden arbejder for, at vi kan være i kontakt med hinanden. Før vi taler. Før vi forklarer. Før vi forstår.
Det kaldes det sociale engageringssystem.
Det er forankret i blandt andet kranienerverne 5, 7, 9, 10 og 11
– men i praksis oplever vi det som noget langt mere genkendeligt:
- et blik, der møder et andet.
- en stemme, der blødgør.
- et ansigt, der signalerer “du er tryg her”.
Det udvendige – det vi kan se
Når det sociale engageringssystem er aktivt, kan vi se det.
- Ansigtet er levende.
- Øjnene har bevægelse og glans.
- Stemmen har melodi.
- Hovedet kan dreje sig frit.
- Mund og kæbe er ikke låst.
Barnet, den unge eller den voksne foran os kan tage imod vores blik uden at gå i alarm. Kroppen er ikke i kamp, flugt eller frys.
Det er her, vi kan lege. Lære. Mentalisere.
I den neuroaffektive forståelse er det her, den præfrontale regulering har adgang til de dybere lag. Kontakt er mulig, fordi nervesystemet oplever sikkerhed.
Det indvendige – det vi ikke kan se
Indvendigt hænger det sociale engageringssystem tæt sammen med den ventrale del af vagusnerven. Når den er aktiv, falder puls og åndedræt til ro. Musklerne omkring ansigt og hals samarbejder. Kroppen oplever ikke fare.
Det betyder, at vi kan være i relation uden at miste os selv.
Men hvis systemet overbelastes – af stress, skam, vrede, uforudsigelighed – sker der noget.
Indvendigt skifter kroppen gear. Alarmberedskabet tager over. Eller energien kollapser.
Udvendigt ser vi det som:
- et stivnet ansigt
- flakkende eller undvigende blik
- skarp eller monoton stemme
- en krop, der vender sig væk
Og her er det vigtige: Det er ikke vilje. Det er biologi.
Når vores systemer mødes
Det sociale engageringssystem er ikke kun barnets. Det er også vores.
Hvis jeg som voksen er presset, træt eller aktiveret, vil mit ansigt, min stemme og min kropsholdning bære det med sig. Og det læses – lynhurtigt – af den andens nervesystem.
Neuroaffektivt taler vi om, at regulering sker nedefra og op i et nervesystem. Krop før kognition. Sansning før sprog.
Det betyder, at min ro – eller mangel på samme – sætter rammen for, hvad der er muligt i relationen.
Et barn kan ikke aktivere sit sociale engageringssystem, hvis mit er lukket.
Udvendig blødhed – indvendig regulering
Det er derfor, selvregulering er en professionel kompetence.
Ikke som et krav om at være perfekt. Men som en bevidsthed om, at:
- Mit blik kan invitere eller afvise.
- Min stemme kan regulere eller eskalere.
- Min krops retning kan åbne eller lukke.
Og indvendigt kan jeg stille mig selv det lille spørgsmål:
Er mit system i kontakt – eller i alarm?
Et lille fredagsdryp til refleksion
Måske kan du tage dette med ind i weekenden:
Næste gang du står i en svær situation –
så læg mærke til ansigterne.
- Er der liv i blikket?
- Er stemmen blød nok?
- Er der bevægelse i kroppen?
For ofte starter løsningen ikke i ordene. Den starter i nervesystemet.
Det sociale engageringssystem er det sted i os, hvor vi mærker:
- Jeg er tryg.
- Jeg hører til.
- Jeg er ikke alene.
Og det er måske det vigtigste, vi kan tilbyde hinanden!