“Gu må du røv!”
Da jeg var færdig som ung lærer, var min forventning, at jeg skulle undervise børn. Det var dét, jeg var uddannet til. Undervisning. Fag. Struktur.
Jeg fik en første klasse, som jeg glædede mig meget til. Det var en dejlig klasse med søde børn.
Og det var dér, jeg mødte Marcus.
Marcus’ mor og far var skilt. Hans lillebror boede hos mor, og Marcus boede hos far. Hverdagen var ikke altid struktureret. Far kunne komme til at sove for længe, og morgenerne blev lidt kaotiske. Lektier, idrætstøj og små praktiske ting var ofte noget, Marcus selv skulle huske.
Det er ikke let, når man er barn.
Marcus’ udfordring
Marcus’ største udfordring var, at han hurtigt blev vred og opfarende.
Han oplevede fx, at køen til madboden “startede med ham” – uanset hvem der stod først. Hvis nogen spurgte:
“Må jeg låne dit viskelæder?”
… kunne svaret være:
“Gu må du røv!”
Og når Marcus selv havde glemt sit og spurgte om at låne, blev han rasende, hvis han fik et nej.
Som ung, nyuddannet lærer gjorde jeg det, jeg dengang tænkte var “kort proces”. Hvis der blev for meget uro omkring Marcus, måtte han arbejde på gangen. Jeg sagde til mig selv – og måske også højt – at jeg var uddannet til at undervise børn, der var undervisningsparate.
Det interessante var bare, at strategien ikke virkede.
Marcus blev ikke mere undervisningsparat af at sidde på gangen. Tværtimod.
I takt med at min relation til de andre børn blev styrket, trak Marcus sig mere og mere fra mig. Til sidst måtte jeg erkende, at hvis noget skulle ændre sig, måtte jeg forsøge på en anden måde.
Når adfærd er et sprog
Selvom Marcus’ krop og ansigt ofte signalerede “skrub af”, begyndte jeg langsomt at blive nysgerrig. Hvad betød “Gu må du røv” egentlig?
Det blev hurtigt tydeligt, at det i virkeligheden betød noget helt andet:
Jeg får meget sjældent nyt viskelæder.
Jeg er glad for det, jeg har.
Jeg er bange for, at det bliver væk eller brugt op.
Når Marcus reagerede med grimme og eksplosive ord – over for klassekammerater, andre voksne eller mig – begyndte jeg nænsomt at tilbyde en oversættelse. Ikke som en irettesættelse, men som en mulighed.
Til min overraskelse blev han nysgerrig.
Langsomt lærte Marcus mig noget afgørende:
Vi voksne vælger – igen og igen – hvad de børn, vi har ansvaret for, skal have med sig om sig selv, os og deres omgivelser.
Blødhed forandrer mere end skældud
I takt med at jeg mødte Marcus med mere blødhed og omsorg – og mindre irritation og regulering – begyndte noget at ændre sig. Han øvede sig i at bruge andre ord. Ord, der ikke bed helt så hårdt.
Hans skuldre sænkede sig. Kroppen slap lidt mere. Det blev lettere for ham at være i klassen.
Han lærte at mærke sin krop, fik et pausekort på sin plads og tog pauser, når han havde brug for det. Og vi voksne omkring ham blev meget bevidste om, at vores dagsform og tilgang satte rammen for, hvor blød og sårbar Marcus turde være i relationen.
“Ja! Kom du bare ind, Marcus”
Da klassen skulle i 4., blev jeg tilbage i indskolingen og startede en ny første klasse. Marcus gik videre. På det tidspunkt var han en overvejende tillidsfuld dreng, som passede sin skole – med de udfordringer, han nu engang havde.
En dag bankede jeg på døren til hans nye klasse, cirka ti minutter efter ringetid. Lærerens svar lød:
“Ja! Kom du bare ind, Marcus.”
Mit hjerte sank lidt. Samtidig ramte erkendelsen mig:
Det er mange børns virkelighed, at vi voksne ikke altid husker, at udvikling sker i kontakt.
Tyl, guldglimmer – og en blomst
Marcus og jeg holdt kontakten gennem årene. Jeg havde ham i støtteundervisning, og relationen blev bevaret.
Da han skulle afslutte 6. klasse og videre til en stor byskole, kom han en dag og sagde:
“Vi skal klædes ud til sidste skoledag, men jeg ved ikke, hvordan jeg får styr på et kostume. Vil du hjælpe mig?”
Selvfølgelig ville jeg det.
Vi gik i håndarbejdslokalet. Jeg spurgte, hvad han gerne ville være.
“Prinsesse,” svarede han grinende.
Så vi lavede tylskørt og guldglimmer.
Og på sidste skoledag mødte Marcus op – udklædt som prinsesse. Han havde en virkelig god afslutning.
Inden han gik hjem, kom han ind på lærerværelset til mig med en lille blomst i en plastikpotte. Jeg ved, at han selv havde været nede og købe den for sine egne penge. Han havde skrevet et lille kort hvor der stod: ”tak for hjælpen”.
Jeg glemmer det aldrig.
Det, Marcus lærte mig
Marcus har lært mig mere om mig selv og andre mennesker, end han på nogen måde er klar over.
Og han minder mig stadig om noget helt centralt:
Børn gør det godt, hvis de kan.
Og relationer forandrer – også os voksne!