At møde det, der engang var for meget.
Om terapeutisk forankring, titrering og tvivlen som vores sunde indre kompas.
Når vi som terapeuter arbejder med mennesker, der bærer på svære erfaringer, er vores opgave ikke nødvendigvis at hjælpe dem uden om det, der gør ondt. Nogle gange er vores vigtigste opgave netop at turde gå med dem ind i det, der er vanskeligt, sårbart og måske engang har været så overvældende, at deres nervesystem har måttet finde måder at beskytte dem på.
Og det er ikke for at genopleve det svære eller for at presse noget frem. Men for nænsomt at støtte muligheden for, at noget, der engang var forbundet med fare, afmagt eller alenehed, kan mødes fra et andet sted.
Et sted, hvor der er kontakt. Hvor der er mulighed for regulering. Og hvor klienten ikke længere behøver at stå alene med det, der engang var for meget.
Når nervesystemet får mulighed for en ny erfaring
I det terapeutiske arbejde taler vi om titrering. Om den nænsomme bevægelse, hvor vi nærmer os det vanskelige i små, afstemte doser, samtidig med at vi hele tiden orienterer os mod klientens kapacitet til at være med det, der opstår.
For det er ikke alene det at fortælle om det svære, der skaber forandring. Det afgørende er også, hvad klienten får mulighed for at erfare, mens fortællingen, følelsen eller den kropslige erindring er til stede. At det, der engang var forbundet med fare eller overvældelse, nu kan mødes fra et sted, hvor der er kontakt, regulering og mulighed for at bevare forbindelsen til sig selv.
At kunne mærke noget af det, der engang var overvældende, og samtidig erfare, at der nu er nogen, som bliver. At der er mulighed for at trække sig lidt tilbage, orientere sig mod nutiden og finde fodfæste igen. At det, der engang krævede en bestemt beskyttelsesstrategi, måske ikke længere behøver at blive mødt på helt samme måde.
Det er i denne bevægelse, at der kan opstå mulighed for reorientering. Det betyder at fortiden forandrer sig, men at klientens nutidige erfaring med det, der engang var farligt, kan blive en anden.
Og netop derfor er vores tempo, vores afstemning og vores evne til at registrere selv små bevægelser i klientens nervesystem så afgørende.
Når terapeuten selv begynder at tvivle
Men det er også her, vi som terapeuter kan mærke vores egen tvivl. For hvordan ved vi, om vi bevæger os for hurtigt? Om vi inviterer klienten ind i noget, der er udviklende, eller om vi er på vej til at overskride den kapacitet, der er til rådighed? Hvornår skal vi blive lidt længere, og hvornår skal vi hjælpe klienten tilbage til noget mere regulerende?
Det er spørgsmål, vi aldrig må holde op med at stille os selv. Og netop her bliver det vigtigt at skelne mellem tvivl og usikkerhed.
For usikkerheden kan få os til at miste vores egen forankring. Den kan få os til at trække os, overtage styringen eller blive så optagede af at gøre det rigtige, at vi mister kontakten til det menneske, vi sidder overfor.
Men tvivlen kan noget andet. Den fagligt forankrede tvivl kan være udtryk for vores respekt for det ansvar, vi har påtaget os. Den kan holde os åbne, undersøgende og opmærksomme på, at vi aldrig til fulde kan vide, hvordan et andet menneskes indre verden opleves.
At være forankret uden at miste den faglige nysgerrighed
Jeg tror, at noget af det vigtigste, vi kan udvikle som terapeuter, er evnen til at være forankrede i os selv, samtidig med at vi bevarer vores nysgerrighed på det, vi endnu ikke ved.
Forankringen kommer ikke af, at vi altid kender svaret. Den kommer blandt andet af vores teoretiske forståelse, vores erfaring, vores personlige arbejde og vores evne til at registrere og regulere det, der sker i os selv, mens vi er i kontakt med et andet menneske.
Det betyder, at vi kan være i tvivl uden at blive væltet af tvivlen.
At vi kan mærke vores eget nervesystems reaktioner uden nødvendigvis at handle på dem. Og at vi kan blive i kontakten, også når vi ikke helt ved, hvad det næste skridt skal være.
For klienten har ikke brug for en terapeut, der aldrig tvivler. Klienten har brug for en terapeut, der kan bære sin egen tvivl uden at gøre den til klientens ansvar.
En terapeut, der kan være tydelig uden at være skråsikker. Nænsom uden at blive tilbageholdende. Og modig uden at blive uforsigtig.
Når vi tør blive i kontakten
Måske er det netop her, noget af det mest betydningsfulde i det terapeutiske arbejde finder sted.
Når vi tør gå med et andet menneske ind i det, der er sårbart, uden at miste vores egen forankring. Når vi hverken skynder os at fjerne det svære eller insisterer på, at det skal gennemleves. Men i stedet bliver nysgerrige på, hvad der er muligt lige nu, i netop dette menneskes nervesystem, i netop denne relation.
For det, der engang var for meget, skal ikke nødvendigvis blive let. Men det kan måske blive muligt at være med på en anden måde.
Og nogle gange er det netop den erfaring, der gør forskellen. At noget svært kan mærkes, uden at man mister sig selv. At noget sårbart kan deles, uden at man bliver alene med det. Og at det, der engang var forbundet med fare, langsomt kan få en anden betydning.
For når vi arbejder med menneskers sårbarhed, må vi aldrig blive så sikre på vores egen faglighed, at vi holder op med at være ydmyge over for det menneske, vi har fået lov til at følges med.
Læs endnu flere inspirerende fredagsdryp her: https://kdpraksis.dk/blog/