Hvorfor gør kærligheden nogle gange så ondt?
I denne weekend tager vi på parinternat med vores 3. års studerende på Broløkke Herregård på Langeland.
Her skal vores studerende og deres nære relation arbejde med forskellige øvelser, som de senere kan benytte, når de selv sidder med par i terapi.
Men måske endnu vigtigere skal de mærke noget af det, som teorien aldrig helt kan lære os:
Hvad der sker med os, når vi kommer tæt på et andet menneske?
Vores dybeste længsel – og vores største krænkelse
Der findes en særlig dobbelthed i kærlighedsrelationen.
For den, vi elsker, kommer ofte til at stå med adgang til noget af det mest sårbare i os. Vores længsel efter at blive set, valgt, mødt, forstået, prioriteret og elsket. Og netop derfor får vores partner også adgang til at ramme os dér, hvor det gør allermest ondt.
Det er sjældent tilfældigt, hvad vi bliver allermest sårede, vrede eller bange over i vores parforhold. Ofte rammer det ind i noget, vi kender langt tilbage fra vores egen historie.
Ser du mig?
Er jeg vigtig for dig?
Bliver du hos mig, når jeg viser dig, hvem jeg er?
Er der plads til mine behov – eller skal jeg igen klare mig selv?
På den måde kan vores partner på én og samme tid komme til at repræsentere vores dybeste længsel og vores største krænkelse.
Når beskyttelsen tager over
Og så begynder dansen.
Den ene trækker sig måske, når noget bliver svært. Den anden kommer tættere på.
Den ene hæver stemmen for at blive hørt. Den anden lukker ned for at passe på sig selv.
Den ene længes efter mere kontakt. Den anden længes efter mere plads.
Og efterhånden kan begge blive så optagede af det, de ikke får, at de mister blikket for det, den anden forsøger at beskytte.
For vores strategier giver ofte rigtig god mening, når vi ser dem i lyset af vores historie.
Problemet opstår, når vi kommer til at gøre vores partner ansvarlig for at reparere den.
At tage ansvar for det, der er mit
At være i et kærligt parforhold betyder ikke, at vi skal kunne regulere alt selv. Vi har brug for hinanden. Vi påvirker hinanden. Og det, vi gør, har betydning for den andens nervesystem.
Men der er forskel på at have brug for hinanden og på at gøre den anden ansvarlig for vores gamle sår. Noget af det mest modne, vi kan øve os på i et parforhold, er derfor at blive nysgerrige på:
Hvad sker der egentlig i mig lige nu?
Hvad er det, jeg beskytter?
Og hvor meget af det, jeg reagerer på, handler om det, der sker mellem os lige nu – og hvor meget tilhører min egen historie?
Det ansvar gør ikke relationen mindre fælles – Tværtimod.
Kærlighed kræver et stræk
For kærlighed handler heller ikke kun om at passe på sine egne grænser og mønstre. Nogle gange kalder kærligheden på, at vi strækker os.
At jeg gør noget, som måske ikke falder mig naturligt, fordi jeg ved, at det betyder noget for dig.
At jeg bliver lidt længere i kontakten, selvom min impuls er at trække mig.
At jeg lægger telefonen væk og vender mig mod dig.
At jeg sætter ord på noget, selvom tavshed føles tryggere.
At jeg giver dig den bekræftelse, som jeg måske selv har svært ved at forstå, at du har brug for.
Ikke fordi jeg skal tilsidesætte mig selv. Men fordi kærlighed også er villigheden til indimellem at bevæge sig ud over sin egen automatiske strategi for at møde den anden.
To bevægelser på samme tid
Måske er det netop noget af det vanskeligste – og smukkeste – ved et parforhold.
At kunne holde to bevægelser samtidig:
Jeg tager ansvar for det, der er mit.
Og:
Jeg vil gerne strække mig for det, der er dit.
For et bæredygtigt parforhold skabes hverken ved, at vi forventer, at den anden heler alle vores sår, eller ved at vi insisterer på, at hvert menneske må klare sine følelser alene.
Det skabes i bevægelsen imellem os. Når jeg kan stå mere ansvarligt i mig selv – og samtidig bevæge mig kærligt mod dig.
Måske er det dér, kærligheden for alvor bliver voksen.
Læs endnu flere inspirerende fredagsdryp her: https://kdpraksis.dk/blog/