Når faglighed bliver levende.
Der findes ord, som næsten kan få os til at lyde klogere, bare ved at vi siger dem.
Mentalisering. Affektregulering. Differentiering. Neuroception. Dissociation. Interoception. Tilknytningsstrategier.
Og de er vigtige, ordene. For de hjælper os med at forstå noget af det, der ellers kan være svært at få øje på. De giver os et fælles sprog, som gør det muligt at dele vores iagttagelser, kvalificere vores refleksioner og spille hinanden fagligt stærkere.
Men ordene er ikke fagligheden i sig selv.
At forstå det, der ligger bag ordene
For mig opstår faglighed først for alvor, når vi forstår den bevægelse, som begrebet forsøger at beskrive.
Det er én ting at vide, hvad affektregulering betyder. Noget andet er at kunne få øje på det øjeblik, hvor et menneske mister adgangen til sig selv, fordi noget bliver for meget – og at kunne mærke, hvad der kaldes på fra os lige dér.
Det er én ting at kunne redegøre for tilknytningsstrategier. Noget andet er at sidde overfor et menneske, som længes efter kontakt og samtidig beskytter sig imod den, og forstå, at de to bevægelser ikke nødvendigvis modsiger hinanden.
Og det er én ting at kende begrebet resonans. Noget andet er faktisk at kunne være i den. Det er dér, teorien bliver levende.
Faglighed hviler på tre ben
Jeg tænker nogle gange på faglighed som noget, der hviler på tre ben:
Teorien. Formidlingen. Kontakten.
Teorien giver os forståelsesrammen. Den hjælper os med at se mere, skelne mere præcist og forstå nuancerne i det, vi møder.
Formidlingen handler om vores evne til at oversætte det, vi ved, så det bliver meningsfuldt for det menneske, vi sidder overfor. For hvis vores faglighed kun kan udtrykkes i et sprog, som andre fagpersoner forstår, så mister den noget af sin værdi.
Og kontakten er det sted, hvor det hele skal kunne mærkes.
For vi kan kende nok så mange teorier og bruge nok så præcise begreber, men hvis der ikke er resonans bag det, vi gør, risikerer ordene at blive netop dét: ORD.
Når begreber bliver et sted at gemme sig
Måske er der også noget trygt ved de faglige begreber.
De kan give os noget at holde fast i, når vi bliver usikre. De kan skabe orden i noget komplekst. Og nogle gange kan de – helt umærkeligt – blive et sted, vi gemmer os.
For det er lettere at tale om et menneskes reaktion end at være sammen med mennesket i den.
Det er lettere at forklare en bevægelse end at mærke den.
Og måske er en del af vores faglige modning netop bevægelsen fra at have brug for at vise, hvad vi ved, til i højere grad at kunne hvile i det.
Når teorien er blevet så integreret, at vi ikke behøver stille den foran os som dokumentation for vores faglighed.
Den er der bare.
I vores blik. I vores spørgsmål. I vores timing. I det, vi lægger mærke til. Og i det, vi vælger ikke at gøre.
At kunne gøre det komplekse menneskeligt
For mig er høj faglighed derfor ikke nødvendigvis evnen til at gøre noget enkelt kompliceret.
Måske er det næsten det modsatte.
At have forstået noget komplekst så grundigt, at vi kan gøre det tilgængeligt uden at gøre det banalt.
At kunne vores teori – og samtidig kunne lægge ordene lidt til side. At kunne forklare, når det er nødvendigt. At kunne være stille, når dét er nødvendigt.
Og hele tiden bevare kontakten til det menneske, som teorien i sidste ende skal hjælpe os med at forstå.
For faglighed skal ikke bare kunne høres.
Den skal også kunne mærkes.
Måske er det værd at tage med sig ind i weekenden:
At vores faglighed ikke bliver mindre, når vi bruger færre fine ord.
Nogle gange er det tværtimod dér, man for alvor kan mærke, hvor meget der ligger bag dem.
Læs mange flere fredagsdryp her: https://kdpraksis.dk/blog/