Når afstand også kan være en form for styrke
Vi taler ofte om tryg tilknytning som fundamentet for et fleksibelt nervesystem. Og det giver god mening. Når vi som børn bliver mødt, rummet og reguleret, udvikler vi en indre oplevelse af, at vi kan være i os selv – også sammen med andre.
Men nogle gange møder jeg mennesker, som ikke helt passer ind i den fortælling.
Mennesker, som er vokset op i noget, der ikke var trygt.
Og som alligevel – på en stille, næsten usynlig måde – har formået at finde et sted at stå i sig selv.
At kunne se klart – meget tidligt
Fælles for dem er ofte en oplevelse af, at de allerede som ganske små sansede, at noget ikke stemte.
At stemninger skiftede.
At omsorgen ikke var stabil.
At de voksne omkring dem ikke altid var nogen, man kunne læne sig ind i.
Og i det landskab opstår der hos nogle børn noget særligt.
En form for klarhed.
Ikke nødvendigvis noget, de kan sætte ord på – men en kropslig og intuitiv viden om, at de må orientere sig selv. At de må finde en måde at være i det på, uden at blive opslugt af det.
Og der sker noget meget fint – og også meget sårbart – her.
For i stedet for at blive suget ind i uroen, udvikler de en evne til at træde en lille smule tilbage.
Ikke væk fra relationen.
Men lidt tættere på sig selv.
Den indre bevægelse: “Jeg må stå et andet sted”
Det kan være svært at få øje på udefra.
For barnet er jo stadig der. Deltager. Tilpasser sig. Er i relation.
Men indeni opstår der en stille bevægelse:
“Jeg må stå et andet sted end det her.”
Og det sted er ikke et fravær.
Det er et indre ståsted.
Et sted, hvor barnet – midt i noget uforudsigeligt – forsøger at bevare en form for sammenhæng i sig selv.
Afstand som noget levende – ikke som en mur
Udefra kan det ligne undvigende tilknytning.
Og ja – der kan være overlap.
Men der er også en vigtig forskel.
For hvor undvigelse ofte handler om at lukke ned for behov og følelser for ikke at blive overvældet, så handler det her mere om at skabe en levende afstand.
En afstand, hvor kontakten til sig selv stadig er der.
Jeg får ofte billedet af en hulahopring.
Ikke som noget stift eller afvisende.
Men som en blød, bevægelig grænse omkring kroppen.
En måde at sige:
“Jeg er her – og jeg er også hos mig selv.”
Og netop derfor kan relation stadig finde sted.
Uden at barnet mister sig selv i den.
Når differentiering opstår uden de optimale betingelser
Måske kan vi forstå det som en form for tidlig differentiering.
Ikke fordi barnet fik den støtte, der ideelt set skulle til.
Men fordi noget i barnet – måske en særlig sensitivitet, måske en relationel begavelse, måske en evne til at aflæse og forstå – gjorde det muligt at skabe et indre holdepunkt.
En måde at være i relation på, uden at blive defineret af den.
Det er ikke den klassiske vej til et fleksibelt nervesystem.
Men det er stadig en vej.
Og det er vigtigt, at vi kan få øje på den.
At klare sig – og at have manglet noget
Samtidig er det afgørende ikke at gøre det her til en fortælling om, at børn “klarer sig selv”.
For det gør de ikke.
De tilpasser sig.
De finder måder at være i det på.
De udvikler strategier, der gør det muligt at stå i noget, som ellers ville være for meget.
Men ofte har der også været en pris.
En tidlig oplevelse af at stå alene.
En finjusteret opmærksomhed på omgivelserne.
En tilbageholdenhed i at læne sig helt ind i andre.
Og nogle gange en længsel, der først bliver tydelig meget senere i livet.
Det, der bærer, er ikke afstanden
Så det er ikke afstanden i sig selv, der er styrken.
Det er heller ikke undvigelsen. Det, der bærer, er noget andet.
Nemlig evnen til – midt i noget, der ikke er trygt – at bevare en kontakt til sig selv.
At kunne mærke: “Jeg er her. Og jeg kan godt holde mig selv, selvom det her er svært.”
Og det er i sig selv dybt resiliensfremmende.
En anden måde at forstå resiliens på
Måske ligger der her en vigtig nuancering.
At resiliens ikke kun opstår i det trygge og regulerede.
Men også – nogle gange – i det øjeblik, hvor et menneske formår ikke at miste sig selv, selv når omgivelserne ikke støtter det.
Det gør det ikke til den ønskværdige vej.
Men det gør det til en virkelig vej.
Og måske også til en vej, vi har brug for at kunne se med større blødhed. Måske kan du genkende noget af det.
Hos dig selv. Eller hos mennesker omkring dig.
Den der stille fornemmelse af at kunne være i noget – uden helt at blive en del af det.
Og måske er det i virkeligheden ikke afstand. Men en meget tidlig, meget klog måde at passe på sig selv på.