Den stille tvivl
De fleste behandlere kender den. Den stille tvivl, der kan snige sig ind efter en session.
Var jeg nærværende nok?
Forstod jeg det, der skete mellem os?
Burde jeg have sagt mindre? Mere? Noget andet?
Nogle gange kommer tvivlen som uro i kroppen. Andre gange som eftertænksomhed, søvnløse tanker eller en fornemmelse af ikke helt at slå til. Og ofte forsøger vi hurtigt at komme væk fra den, fordi tvivl kan føles ubehagelig og ensom.
Men måske er tvivl ikke altid et tegn på usikker faglighed. Måske er den nogle gange et tegn på det modsatte.
Når relationen betyder noget
For mennesker, der arbejder med andre mennesker, bliver relationen aldrig bare teknik.
Vi arbejder med noget levende. Noget uforudsigeligt. Noget der ikke kan reduceres til manualer eller perfekte svar.
Og netop derfor vil mange samvittighedsfulde behandlere indimellem tvivle. Ikke fordi de er dårlige til deres arbejde, men fordi relationen betyder noget for dem. Fordi de ønsker at møde et andet menneske ordentligt.
Der findes en vigtig forskel mellem destruktiv selvkritik og levende faglig refleksion. Selvkritik lukker os ned.
Men refleksion holder os åbne, undersøgende og menneskelige.
Den faglige ydmyghed
Måske er tvivl også tæt forbundet med faglig ydmyghed.
For når vi tør stille spørgsmål til os selv, bevarer vi ofte også nysgerrigheden på den anden. Vi bliver ved med at lytte. Ved med at mærke efter. Ved med at gøre os umage i relationen.
Og måske er det netop umageheden, der er vigtig. Ikke perfektionen.
Vi kommer aldrig til at ramme rigtigt hele tiden. Men mennesker mærker ofte, når nogen oprigtigt forsøger at forstå dem. Når nogen bliver ved med at være orienteret mod kontakten.
Det neuroaffektive perspektiv
Set fra et neuroaffektivt perspektiv giver det faktisk mening, at en vis grad af tvivl følger med relationelt arbejde. Når vi følelsesmæssigt engagerer os i andre mennesker, aktiveres systemer for opmærksomhed, mentalisering og følelsesmæssig afstemning.
Vi bliver påvirkede. Berørte. Bevægede.
Og netop dét kan være med til at holde os vågne i relationen. Ikke på en måde, hvor vi konstant skal præstere eller kontrollere os selv – men på en måde, hvor vi fortsat er levende orienterede mod det menneske, vi sidder overfor.
Måske er det derfor ikke farligt at tvivle indimellem. Måske bliver det først problematisk, hvis vi holder helt op med det.
At gøre sig umage med mennesker
Der findes noget meget menneskeligt i at gøre sig umage. Også når vi ikke lykkes perfekt.
Måske er tvivlen nogle gange prisen for, at vi stadig mærker betydningen af det arbejde, vi står i. At vi stadig lader os berøre af andre mennesker.
Og måske er det i virkeligheden ikke den fejlfri behandler, vi længes efter at møde som mennesker.
Men et menneske, der bliver ved med at forsøge at møde os med nærvær, ydmyghed og umagehed.