Når verden larmer – hvor finder vi så vores fodfæste?
Hvis du følger bare lidt med i nyhederne, er det svært ikke at blive berørt af den tid, vi lever i. Krige, klimakatastrofer, epidemier, politiske konflikter og økonomisk usikkerhed fylder nyhedsstrømmen og minder os næsten dagligt om, at verden ikke altid er så forudsigelig og tryg, som vi kunne ønske os.
For nogle opleves det som en let baggrundsstøj af bekymring. For andre fylder det mere mærkbart. Tankerne kredser om fremtiden, kroppen er mere anspændt end sædvanligt, og det kan være vanskeligt helt at slippe de historier, man har læst eller hørt. Selvom begivenhederne ofte udspiller sig langt væk fra vores egen hverdag, kan de alligevel sætte sig som en oplevelse af uro, afmagt eller usikkerhed.
Det er ikke mærkeligt!
Som mennesker er vi skabt til at registrere fare. Vores nervesystem er udviklet til at holde øje med potentielle trusler og hjælpe os med at reagere, når noget kræver vores opmærksomhed. Men vores nervesystem er ikke nødvendigvis udviklet til den virkelighed, vi lever i i dag, hvor vi på få minutter kan modtage information om katastrofer og konflikter fra hele verden – uden samtidig at have nogen reel mulighed for at handle på det meste af det.
Dermed kan vi komme til at bære rundt på en vedvarende aktivering. Noget i os registrerer, at der er grund til bekymring, men vi har ingen naturlig måde at afslutte reaktionen på. Vi kan læse flere artikler, høre flere analyser eller diskutere situationen med andre, men ofte ændrer det ikke på den grundlæggende oplevelse af ikke at kunne gøre noget ved det, der sker.
Måske er det netop her, at en vigtig skelnen viser sig.
For selvom vi sjældent kan påvirke verdens begivenheder direkte, har vi mulighed for at udvikle vores måde at være med det, de vækker i os.
Når verdens uro bliver til vores uro
Når vi bliver optaget af det, der sker omkring os, retter vi naturligt opmærksomheden mod selve begivenhederne. Vi forsøger at forstå situationen, vurdere konsekvenserne og forudsige, hvad der kommer til at ske.
Men i denne bevægelse mister vi ofte kontakten til noget andet: vores egen oplevelse.
Vi bliver optaget af krigen, men opdager ikke frygten, som er blevet vækket i os. Vi bliver optaget af klimaforandringerne, men mærker ikke afmagten. Vi bliver optaget af konflikterne, men får ikke øje på den usikkerhed eller sorg, som måske er begyndt at fylde i vores indre.
Det betyder ikke, at vi skal vende ryggen til verden. Tværtimod. Men hvis vores opmærksomhed udelukkende rettes mod det ydre, kan vi komme til at leve i en vedvarende reaktionstilstand uden egentlig kontakt med os selv.
I vores terapeutiske arbejde er vi optaget af noget andet. Vi er optaget af menneskets evne til at være nærværende med sin egen oplevelse. Ikke for at blive mindre engageret i verden, men for at kunne være i kontakt med både verden og sig selv på samme tid.
At udvikle evnen til at være med det svære
Mange af os har lært at håndtere ubehag ved at forsøge at komme væk fra det. Vi distraherer os, analyserer os ud af det eller forsøger at kontrollere det. Det er forståelige strategier, men ofte opdager vi, at uroen vender tilbage igen og igen.
Den KerneDynamiske Proces bygger på en anden forståelse. Nemlig at udvikling sker gennem kontakt.
Når vi stopper op og bliver nysgerrige på vores egen oplevelse, begynder der ofte at ske noget nyt. Ikke nødvendigvis fordi følelsen forsvinder, men fordi relationen til den forandrer sig.
I stedet for straks at forsøge at slippe af med uroen kan vi undersøge den:
- Hvordan mærkes den i kroppen?
- Hvilke følelser er forbundet med den?
- Hvad fortæller den os om det menneske, vi er?
Måske opdager vi, at der under bekymringen ligger en sårbarhed. Måske en frygt for at miste. Måske en længsel efter tryghed. Måske en sorg over det, vi ser ske omkring os.
Når vi tør møde disse oplevelser med nysgerrighed fremfor modstand, opstår der ofte mere ro og klarhed. Ikke fordi verden ændrer sig, men fordi vi ikke længere bruger den samme energi på at kæmpe imod vores egen oplevelse.
En anden forståelse af tryghed
Vi lever i en kultur, hvor tryghed ofte forbindes med kontrol og forudsigelighed. Derfor kommer vi let til at tro, at vi først kan finde ro, når verden igen føles sikker.
Men måske er det en umulig opgave.
Historien har altid været præget af forandring, usikkerhed og uforudsigelighed. Det særlige ved vores tid er måske snarere, hvor hurtigt og hvor tæt vi eksponeres for det.
Måske består den dybeste form for tryghed derfor ikke i, at verden bliver mere forudsigelig. Måske består den i, at vi udvikler tillid til vores evne til at være med det liv, der bevæger sig i os:
- At vi kan mærke frygt uden at blive overtaget af den.
- At vi kan mærke afmagt uden at blive lammet af den.
- At vi kan mærke sorg uden at miste kontakten til håbet.
Når vi opdager det, bliver tryghed ikke længere noget, der alene afhænger af omstændighederne omkring os. Den bliver i højere grad forankret i relationen til os selv.
En lille invitation
Næste gang du mærker uro efter at have læst nyheder eller hørt om noget bekymrende i verden, så prøv at lægge mærke til, hvad der sker i dig.
Læg telefonen fra dig et øjeblik.
Mærk kontakten til underlaget under dine fødder.
Ret opmærksomheden mod kroppen og spørg dig selv:
“Hvad er det egentlig, jeg mærker lige nu?”
Lad spørgsmålet stå åbent et øjeblik uden at skulle finde en løsning. Måske vil du opdage, at der bag tankerne findes en oplevelse, som blot længes efter at blive mødt.
For måske er den største tryghed ikke, at verden bliver mindre usikker. Måske er den største tryghed at opdage, at du kan være nærværende med dig selv, mens verden er usikker og uforudsigelig! HUSK at giv dig selv tid til selvomsorg og nærvær med dig selv.