De fleste af os kender det. Et blik. En tone. En kommentar. Et menneske, der siger noget, som andre i rummet knap bemærker, men som rammer os med en kraft, der føles ude af proportioner med det, der faktisk skete. Pludselig er kroppen et andet sted. Hjertet banker lidt hurtigere. Skuffelsen, vreden, uroen eller skammen dukker op, længe før vi når at tænke os om.
Det er det, vi kalder en trigger.
Men en trigger opstår aldrig ud af ingenting. Den rammer kun, fordi noget allerede findes. Fordi vores nervesystem genkender en stemning, en tone eller en oplevelse, som det tidligere har lært at forbinde med fare, afvisning, kritik eller ensomhed. Det er ikke situationen i sig selv, der gør ondt. Det er genkendelsen.
Hvis høje stemmer vækker uro i mig, er løsningen derfor ikke, at alle omkring mig skal tale sagte resten af livet. Hvis kritik får mig til at lukke ned, er svaret ikke, at ingen længere må være uenige med mig. Naturligvis skal vi møde hinanden med ordentlighed, respekt og omsorg, for det er selve grundlaget for gode relationer. Men reguleringen af det, der bliver vækket i mig, er stadig mit ansvar.
Det er en vigtig skelnen.
For når vi kommer til at placere ansvaret for vores indre tilstand hos andre mennesker, bliver vi samtidig afhængige af, at de ændrer sig, før vi kan få det godt. Og det efterlader os i en sårbar position, hvor vores ro hele tiden bliver betinget af omgivelserne.
Når vi derimod begynder at forstå vores triggere som tidligere erfaringer, der bliver vakt til live i nutiden, sker der noget andet. Så bliver vi nysgerrige i stedet for anklagende. Vi kan måske sige: “Der skete noget i mig.” Ikke nødvendigvis: “Du gjorde noget ved mig.”
Det betyder ikke, at andre aldrig har et ansvar. Selvfølgelig har vi alle et ansvar for, hvordan vi møder hinanden. Ordentlighed, omtanke og respekt er ikke til forhandling. Men der er forskel på at tage ansvar for sin adfærd og at tage ansvar for et andet menneskes gamle sår.
Når vi tør møde vores egne triggere med nysgerrighed frem for skam, begynder de langsomt at miste deres magt. Ikke fordi de forsvinder fra den ene dag til den anden, men fordi vi opdager, at vi kan være sammen med dem, uden at de behøver styre vores handlinger. Vi kan holde os selv, mens det gamle bliver vækket.
Og måske er det netop her, noget af det mest menneskelige opstår.
For når vi kan tale om de tilstande, der bliver aktiveret i os, uden at gøre den anden til problemet, og samtidig bliver mødt med nærvær i stedet for forsvar, opstår der et rum, hvor vi ikke længere kæmper mod hinanden, men sammen passer på det, der blev vækket. Der opstår resonans. Ikke fordi ingen blev trigget, men fordi ingen stod alene med det.
Måske er modenhed i virkeligheden ikke fraværet af triggere.
Måske er det evnen til at genkende dem, tage dem alvorligt, tage ansvar for dem – og lade dem blive en vej til større forståelse af både os selv og hinanden.
Rigtig god weekend.