Denne uges fredagsdryp dedikeres til Gisèle Pelicot og hendes bog ”En hyldest til livet”.
“Skammen skal skifte side” – Så enkelt formulerede Gisèle Pelicot noget, som mange mennesker bruger et helt liv på at forstå.
Skam er en mærkelig følgesvend. Den opstår sjældent som noget, vi vælger. Tværtimod finder den ofte vej til os længe før, vi har ord for det, der sker. Som børn er vi dybt afhængige af vores omgivelser. Vi er skabt til at orientere os mod dem, vi er knyttet til, og når noget gør ondt, bliver uforståeligt eller føles forkert, leder vi sjældent efter forklaringen udenfor os selv. Vi leder efter den indeni.
Måske var der ingen, der så os, når vi havde brug for det. Måske blev vores følelser mødt med irritation, tavshed eller afvisning. Måske lærte vi tidligt at gøre os mindre, mere stille eller mere tilpasningsdygtige for at bevare forbindelsen til dem, vi var afhængige af. Og langsomt kan der opstå en følelse af, at problemet må være os.
Ikke nødvendigvis som en tanke, men som en kropslig erfaring. Som en stille overbevisning om ikke helt at være nok. Ikke helt rigtig. Ikke helt værd at elske.
Skam er på den måde sjældent bare en følelse. Den bliver ofte et filter, vi ser os selv igennem. Et filter, der kan følge os ind i ungdomslivet og videre ind i voksenlivet, hvor vi måske fortsætter med at bære ansvar for ting, som aldrig var vores ansvar at bære.
Derfor er arbejdet med vores egen historie så vigtigt.
Hos os, på vores institut, arbejder vores førsteårs psykoterapeutstuderende med deres selvbiografier i et tilknytningsperspektiv. Ikke fordi fortiden skal forklare alt. Ikke fordi vi skal lede efter fejl eller placere skyld. Men fordi forståelse kan være med til at løsne noget af det, som gennem mange år har været bundet sammen.
Når vi begynder at se vores livshistorie gennem et udviklingspsykologisk og tilknytningsmæssigt perspektiv, sker der ofte noget særligt. Langsomt bliver det muligt at skelne mellem det, der faktisk tilhører os, og det, vi engang kom til at tage på os for at kunne være i relation til dem, vi var afhængige af. Og netop dér begynder skammen at skifte side. Ikke som en hurtig erkendelse, og ikke som en intellektuel øvelse, men som en langsom bevægelse, hvor vi igen og igen opdager, at det barn, der engang troede, at noget var galt med det, måske i virkeligheden gjorde det eneste mulige i de omgivelser, det levede i.
At det, vi kaldte svaghed, måske var overlevelse. At det, vi kaldte forkerthed, måske var tilpasning. At det, vi kaldte skam, måske aldrig hørte hjemme hos os.
Det kræver mod at se sin egen historie i øjnene. Det kræver villighed til at blive i det, der gør ondt, uden at vende blikket væk. Men når vi gør det, opstår der ofte en ny frihed. Ikke fordi historien forsvinder, men fordi vi ikke længere behøver at bære den samme fejlagtige konklusion om os selv.
Måske er det derfor, at Gisèle Pelicots ord har ramt så mange mennesker. For skam hører aldrig hjemme hos den, der blev ramt. Den hører hjemme dér, hvor ansvaret ligger.
Og nogle gange er den vigtigste rejse i et menneskeliv netop den langsomme bevægelse tilbage til den erkendelse.
God fredag.
P.S: Læs mange flere spændende FREDAGSDRYP her på vores blog.