Hvad sker der i mig, når jeg møder dig?
I disse uger fylder supervision meget hos os i KerneDynamisk Praksis.
I næste uge gennemfører vi næste modul på vores KD Supervisoruddannelse, hvor kommende supervisorer arbejder med forskellige former for supervision. De superviserer selv træningsklienter og modtager supervision på deres arbejde som supervisorer. Samtidig giver Malene og jeg løbende supervision til vores KD Psykoterapeutstuderende omkring deres arbejde med øveklienter.
Vi superviserer også ledere individuelt, ledergrupper, personalegrupper og plejefamilier. Og så modtager vi selvfølgelig også selv supervision.
For supervision er ikke noget, man bliver færdig med, når man har fået tilstrækkelig erfaring. Behovet bliver bare anderledes.
Når vi står midt i relationen
Når vi arbejder professionelt med andre mennesker, er det nærliggende at tænke, at vores vigtigste redskab er vores faglige viden og vores evne til at analysere en situation. Men vi arbejder også med noget langt mere komplekst: os selv.
Vi registrerer den anden, reagerer følelsesmæssigt, fortolker det, der sker, og får impulser til at handle. Noget af dette foregår bevidst. Meget andet gør ikke.
Måske oplever terapeuten pludselig en stærk trang til at hjælpe en klient videre. Måske bliver lederen usædvanligt utålmodig med en medarbejder. Læreren føler sig magtesløs over for en elev, plejeforælderen mærker afmagt i mødet med et barns reaktioner, eller socialrådgiveren begynder at tage et ansvar, som egentlig tilhører borgeren.
Det kan være fagligt relevant.
Men det kan også være vores eget, der er kommet i spil.
Og ofte er det en blanding.
Netop derfor kan det være så vanskeligt selv at få øje på.
Vi kan ikke tænke os til det hele
Her bliver den neuroaffektive forståelse vigtig i vores måde at arbejde med supervision på.
Meget supervision kan naturligt komme til at foregå på et rationelt og refleksivt niveau: Hvad er problemet? Hvordan skal vi forstå det? Hvilke muligheder har vi? Og hvad vil være hensigtsmæssigt at gøre næste gang?
Det er vigtige spørgsmål. Men de er ikke altid tilstrækkelige.
For når mennesker møder mennesker, mødes ikke kun vores tanker og faglige forståelser. Vores følelsesmæssige og kropslige systemer deltager også.
Vi påvirkes af den andens tilstand, og den anden påvirkes af vores. Tempo, stemmeføring, blik, spænding, uro, tilbagetrækning og intensitet registreres og påvirker samspillet – ofte før vi bevidst når at forstå, hvad der sker.
Fra et neuroaffektivt perspektiv bliver det derfor interessant ikke kun at spørge:
Hvad tænkte du?
men også:
Hvad skete der i dig?
Blev du urolig? Utålmodig? Usikker? Fik du lyst til at overtage, trække dig, berolige eller hurtigt finde en løsning? Og hvad skete der mon med den anden i det samme øjeblik?
Supervisionen bevæger sig dermed fra kun at undersøge problemet til også at undersøge tilstanden og samspillet.
Det er her, supervision bliver interessant.
Supervision skaber et rum, hvor vi midlertidigt kan træde ud af handlingen og begynde at undersøge den.
Hvad skete der egentlig? Hvad lagde jeg mærke til? Hvad mærkede jeg selv? Hvad fik jeg lyst til at gøre? Hvornår mistede jeg min nysgerrighed? Hvornår blev jeg optaget af at finde en løsning?
Og hvad kunne alt dette fortælle om relationen?
I den neuroaffektive supervision bliver supervisandens egne reaktioner derfor ikke blot noget, der skal kontrolleres eller lægges til side. De kan være værdifuld information.
Hvis jeg eksempelvis igen og igen bliver handlingsorienteret og problemløsende sammen med et bestemt menneske, kan spørgsmålet være mere interessant end selve løsningen: Hvad er det i vores samspil, der får mig til at reagere sådan?
Det betyder ikke, at enhver følelse fortæller sandheden om den anden. Mine reaktioner kan lige så vel have forbindelse til mine egne erfaringer og mønstre. Netop derfor skal de undersøges nysgerrigt frem for tages for pålydende.
Supervision handler derfor ikke først og fremmest om at få at vide, hvad man skal gøre næste gang. Det handler om at få øje på mere af det, der sker – i den anden, i én selv og ikke mindst imellem os.
Supervisoren har ikke nødvendigvis svaret
Der kan let opstå en forestilling om, at supervisor er den mere erfarne fagperson, som skal levere svaret:
“Hvad synes du, jeg skal gøre?”
Selvfølgelig kan supervisor bidrage med erfaring, teori og konkrete faglige perspektiver. Men hvis supervisionen primært bliver et sted, hvor supervisanden afleverer sit problem og får en løsning tilbage, risikerer vi at miste noget væsentligt.
Supervisor kan nemlig også komme i fixe-mode.
Fra et neuroaffektivt perspektiv bliver supervisorens egen tilstand derfor også vigtig. Hvis supervisor bliver optaget af hurtigt at forstå, forklare og løse, kan det smitte af på hele supervisionsrummet.
Supervisorens opgave er også at kunne skabe og fastholde en tilstrækkelig ro og nysgerrighed til, at supervisanden kan undersøge noget, som endnu ikke er forstået.
Nogle gange er det mere udviklende at kunne blive i usikkerheden lidt længere.
Den gode supervision giver derfor ikke nødvendigvis flere svar.
Den kan også give bedre spørgsmål.
Individet, relationen og gruppen
Supervision kan foregå på mange måder.
Den kan være en samtale mellem supervisor og supervisand. Den kan foregå med én supervisand i en gruppe, hvor gruppens øvrige deltagere bliver en værdifuld resonansbund og resurse for arbejdet.
Og supervisionen kan have selve gruppen som fokus. Her bliver det interessant at undersøge gruppens fælles tilstand, roller og mønstre, relationerne mellem deltagerne og gruppens evne til at fastholde sin opgave.
Også her tilfører den neuroaffektive forståelse noget vigtigt. En gruppe består ikke kun af mennesker med forskellige synspunkter. Der kan opstå en fælles stemning eller tilstand, som påvirker deltagernes mulighed for at være nysgerrige, reflekterende og i kontakt med hinanden. Under pres kan en gruppe eksempelvis blive mere handlingsorienteret, konfliktfyldt, tavs eller søge efter hurtige løsninger.
Det interessante bliver derfor ikke kun: Hvem gjorde hvad?
Men også: Hvad skete der med os?
Perspektivet kan altså bevæge sig mellem individet, relationen og gruppen.
Supervision rækker langt ud over terapirummet
Supervision forbindes ofte med psykoterapeuter og psykologer, men anvendelsesområdet er langt bredere. Alle, der bruger sig selv og relationen som en væsentlig del af deres professionelle arbejde, kan have glæde af supervision.
For den enkelte leder kan supervision være et fortroligt sted at undersøge dilemmaer, relationer, ansvar og egne reaktioner. Der kan være koldt på toppen, og nogle af de overvejelser og den tvivl, der følger med ledelsesansvaret, kan hverken deles med medarbejderne eller med ens egen leder.
I en ledergruppe kan supervisionen rette sig mod roller, positioner, samarbejde og de mønstre, gruppen udvikler – ikke mindst når den bliver presset.
I en personalegruppe kan man undersøge, hvordan arbejdet påvirker gruppen, hvilke mønstre der opstår mellem kollegerne, og hvordan gruppen lykkes med sin fælles opgave.
Plejefamilier har en særlig position. Her foregår den professionelle opgave midt i familiens eget hverdags- og relationsliv. Plejeforældre skal tilbyde omsorg, stabilitet og relation til et barn, som ofte bringer svære erfaringer og reaktionsmønstre med sig ind i familien. Det påvirker ikke kun barnet, men også plejeforældrene og relationerne i familien.
Her kan supervision skabe et nødvendigt rum uden for hverdagens situationer, hvor plejeforældrene kan undersøge både barnets reaktioner, deres egne følelsesmæssige og kropslige reaktioner og det samspil, der opstår imellem dem.
Supervision kan altså bevæge sig mellem individet, relationen og gruppen – og mellem det personlige, det relationelle og det organisatoriske.
Ikke kun når noget er gået galt
Hvis supervision først bliver relevant, når problemet er blevet stort, reducerer vi den næsten til en slags faglig skadestue.
Regelmæssig supervision kan noget andet.
Den giver mulighed for løbende at opdage mønstre, undersøge tvivl og blive opmærksom på det, vi selv har svært ved at se. Hvor ofte supervision er relevant, afhænger af opgaven, rollen og belastningen. Det afgørende er måske mindre, om det sker hver anden, fjerde eller sjette uge, og mere, at supervision bliver en del af den løbende faglige refleksion.
Bliver man nogensinde færdig med supervision?
Jo mere erfaring vi får, desto flere faglige mønstre og forståelser har vi at trække på. Det gør os hurtigere og ofte dygtigere.
Men erfaring kan også gøre os hurtigere til at tro, at vi allerede ved, hvad der foregår.
Derfor modtager vi også selv supervision.
Og det er ikke fordi supervisor skal fortælle os, hvordan vi skal gøre vores arbejde, men fordi vi – ligesom alle andre – har brug for steder, hvor vores egne forståelser kan blive undersøgt og måske forstyrret lidt.
Vi men er at en af supervisionens vigtigste opgaver er at hjælpe os fra:
Hvad skal jeg gøre?
til:
Hvad sker der lige nu – i den anden, i mig og imellem os?
Og først derefter:
Hvad kalder det på, at jeg gør?
Så målet med supervision derfor ikke, at vi bliver så dygtige, at vi en dag ikke længere behøver den.
Målet er snarere, at vi bliver så fagligt modne, at vi forstår, hvorfor vi fortsat gør det vi gør.
Læs endnu flere inspirerende fredagsdryp her: https://kdpraksis.dk/blog/
