Traumer – Stabilisering eller forløsning?
Skal vi arbejde traumeinformeret eller traumeforløsende?
Begge dele er nødvendige – men hvornår gør vi hvad, og hvorfor betyder det så meget?
Hvad er et traume?
Når vi taler om psykoterapi i relation til traumer, er det afgørende først at afklare, hvad vi overhovedet mener med traume. I en moderne – og særligt neuroaffektiv – forståelse er et traume ikke blot det, der er sket, men det, der sker i nervesystemet som følge af det, der er sket.
Traume kan således forstås som en tilstand, hvor et menneskes nervesystem er blevet overvældet og ikke har haft mulighed for at fuldende sine naturlige selvbeskyttende responser – som kamp, flugt eller orientering. Når disse responser afbrydes eller undertrykkes, efterlades der uforløste aktiveringer i kroppen. De kan komme til udtryk som frys, uro, kollaps, hyperaktivering eller en oplevelse af indre fragmentering. Traumet er derfor ikke kun en fortælling i bevidstheden, men et levende, kropsligt spor i organismen.
To niveauer i arbejdet med traumer
Med denne forståelse bliver det tydeligt, hvorfor vi i psykoterapi må arbejde på forskellige niveauer i forhold til traumer. Her opstår skelnen mellem traumeinformeret psykoterapi og traumeforløsende psykoterapi.
Traumeinformeret psykoterapi – at skabe fundamentet
Traumeinformeret psykoterapi kan forstås som en grundlæggende ramme eller holdning til alt terapeutisk arbejde. Her arbejder terapeuten ud fra en forståelse af, at klienter kan bære på traumespor – også uden at det er eksplicit formuleret. Fokus er derfor på at skabe tryghed, forudsigelighed og regulering. Terapeuten er opmærksom på tempo, grænser og relationel afstemning og arbejder aktivt for at undgå retraumatisering.
Målet er ikke nødvendigvis at bearbejde traumet direkte, men at skabe de betingelser, hvor klienten kan stabilisere sig, opbygge ressourcer og udvikle en større oplevelse af sikkerhed i sig selv og i relationer. Man kan sige, at traumeinformeret terapi primært arbejder omkring traumet – ved at styrke fundamentet.
En case: Når traumet lever i relationer
For at gøre dette mere konkret kan vi se på et eksempel.
Forestil dig en 26-årig kvinde, som opsøger psykoterapi med oplevelser af uro, søvnproblemer og en vedvarende følelse af ikke at være tryg i relationer. Hun bliver let overvældet i nære relationer – enten ved at trække sig eller ved at blive ængstelig og søgende. Hun har svært ved at mærke sine egne behov og oplever indimellem en indre tomhed.
Det viser sig, at hun er vokset op med en følelsesmæssigt utilgængelig og uforudsigelig forælder. Som barn har hun gentagne gange stået alene med stærke følelser uden hjælp til regulering. Der er ikke ét enkelt choktraume, men en vedvarende mangel på tryg kontakt. Set i lyset af vores definition kan dette forstås som et udviklingstraume – hvor nervesystemet igen og igen er blevet overbelastet uden mulighed for at vende tilbage til regulering.
Stabilisering i praksis
I en traumeinformeret tilgang vil terapeuten først og fremmest fokusere på at skabe stabilitet og sikkerhed. Det indebærer tydelige rammer, opmærksomhed på hendes grænser og hjælp til at genkende og regulere hendes tilstande. Hun lærer gradvist at mærke, hvornår hun bliver overvældet eller lukker ned, og hun støttes i at finde måder at berolige og forankre sig selv på.
Den terapeutiske relation bliver i sig selv et centralt regulerende element. Gennem gentagne erfaringer med en stabil, nærværende og afstemt kontakt begynder hun langsomt at udvikle en ny erfaring af, at relationer kan være trygge. I denne fase lærer hun først og fremmest at kunne være i sig selv uden at blive overvældet.
Traumeforløsende psykoterapi – at arbejde med det fastlåste
Traumeforløsende psykoterapi går et skridt videre. Her er intentionen ikke kun at tage hensyn til traumet, men aktivt at arbejde med at forløse de fastlåste reaktioner i nervesystemet. Hvis vi forstår traume som ufuldendte biologiske responser, bliver forløsning en proces, hvor organismen får mulighed for at færdiggøre det, der tidligere blev afbrudt.
I arbejdet med den 26-årige kvinde kunne det fx vise sig i en situation, hvor hun fortæller om en oplevelse af afvisning. I stedet for kun at tale om hændelsen inviteres hun til at rette opmærksomheden mod det, der sker i kroppen: måske en sammentrækning i brystet, en impuls til at trække sig eller en følelse af at forsvinde.
Terapeuten hjælper hende med at blive i kontakten med disse sansninger i små, doserede skridt, samtidig med at der sikres tilstrækkelig regulering. Over tid kan der opstå nye bevægelser – en impuls til at sige fra, en fysisk bevægelse, en bølge af følelser. Disse kan forstås som begyndende færdiggørelser af de reaktioner, der tidligere blev afbrudt.
Her bliver den traumeforløsende dimension tydelig: hun begynder ikke blot at forstå sig selv bedre, men hendes nervesystem får mulighed for at reorganisere sig. Hun bevæger sig fra blot at kunne regulere sine reaktioner til gradvist at transformere dem.
Den KerneDynamiske Proces – broen i arbejdet
Den KerneDynamiske Proces kan forstås som den bevægelse, der forbinder det traumeinformerede og det traumeforløsende arbejde. I et trygt og reguleret terapeutisk rum støttes klienten i gradvist at nærme sig det, der tidligere har været for overvældende – uden at miste kontakten til sig selv.
Den forløsende del af Den KerneDynamiske proces foregår gennem en særlig guidning, hvor klienten i kontakten med sit kropslige ubehag (traumet) støttes i at være med sin kropslige reaktion alt imens det opløses og færdiggøres.
Processen indebærer en kontinuerlig pendulering mellem ressourcer og belastning, mellem kontakt og tilbagetrækning. Terapeuten hjælper med at dosere oplevelsen, så nervesystemet kan være i det svære uden at blive overvældet. Det er netop i denne dynamiske bevægelse, at de fastlåste mønstre begynder at løsne sig, og nye erfaringer kan integreres.
Den KerneDynamiske Proces bliver dermed selve arbejdsformen i spændingsfeltet mellem stabilisering og forløsning – hvor tryghed og transformation ikke er adskilte faser, men væver sig ind i hinanden i en levende terapeutisk proces.
Forskellen – og sammenhængen
Forskellen mellem de to tilgange bliver dermed klar:
Den traumeinformerede tilgang skaber sikkerheden og fundamentet, mens den traumeforløsende tilgang muliggør bevægelsen og forløsningen.
Samtidig er det vigtigt at understrege, at det ikke er et enten-eller. Traumeforløsende arbejde forudsætter en traumeinformeret tilgang. Uden stabilitet og tryghed risikerer man at overvælde klienten. Omvendt kan en terapi, der udelukkende forbliver stabiliserende, betyde, at de dybere mønstre aldrig forandres.
Den terapeutiske opgave
Den terapeutiske opgave bliver derfor at bevæge sig fleksibelt mellem disse niveauer: at kunne skabe nok sikkerhed til, at klienten tør nærme sig det svære – og samtidig kunne støtte processen, når nervesystemet begynder at bevæge sig mod forløsning.
Det er i denne bevægelse mellem stabilisering og forandring, at traumeterapi får sin dybde og effekt.
Dette er i fokus på KDPraksis’ 4 årige KD Psykoterapeut uddannelse: https://kdpraksis.dk/kdpsykoterapeut/