Vi har dem alle sammen; Små bevægelser i kroppen.
Måder at reagere på. Måder at holde os selv sammen på.
Hos nogle er de lette og bevægelige. Hos andre står de stærkere og fylder mere.
Særligt hos mennesker, der har levet med udviklingstraumer.
De er ikke opstået tilfældigt. De er vokset frem af nødvendighed.
Af gentagelser. Af situationer, der blev for overvældende – for længe.
Af et nervesystem, der igen og igen måtte finde en måde at klare det på.
Når kroppen lærer før sproget
Når et barn vokser op i uforudsigelighed, lærer kroppen at være klar.
Når relationer ikke er stabile, lærer systemet at regulere sig selv – så godt det kan.
Når følelsesmæssig smerte ikke bliver mødt, må den bæres alene.
Det sætter sig. Ikke kun i tankerne, men i muskelspænding.
I åndedrættets rytme.
I hvor åbent eller lukket det sociale engageringssystem bliver.
I hvor let – eller hvor vanskeligt – den ventrale vagus finder adgang til ro.
Det er ikke en fejl. Det er en tilpasning.
Ikke “sådan man er”. Men sådan kroppen – klogt og loyalt – har lært at beskytte det mest sårbare.
Når vi forstår det som personlighed
Nogle gange kommer vi til at forstå det som personlighed.
Som om personen er kontrollerende. Er vred. Er ligeglad. Er krævende.
Men personlighed rummer bevægelighed. Den kan justere. Åbne. Lukke.
Den kan være forskellig fra situation til situation.
Beskyttelse rummer nødvendighed. Den træder frem, når systemet ikke oplever tilstrækkelig sikkerhed. Den er ikke et valg i øjeblikket – den er et svar på alarm.
Og hvis vi kun ser det udefra, kan vi komme til at tale til viljen, mens kroppen stadig står i beredskab.
Vi kan komme til at stille krav om forandring, før der er skabt regulering og kontakt.
Vores blik betyder noget
Som fagpersoner – og som medmennesker – kan vi vælge vores position i det øjeblik.
Vi kan glide ind i vurdering og stille os en anelse på afstand. Tænke: “Sådan er du.”
Eller vi kan blive i kontakten lidt længere.
Mærke vores egen krop. Registrere vores egen regulering. Blødgøre stemmen.
Lade blikket være nysgerrigt fremfor fastlåst.
For kontakt og regulering hænger sammen.
Et nervesystem, der mødes med ro, får mulighed for at finde mere ro.
Et system, der mødes med hårdhed, må spænde yderligere op.
Når beskyttelse får lov at hvile
Udvikling sker sjældent, når vi forsøger at fjerne strategier.
Den sker, når kroppen gradvist opdager, at den ikke længere står alene i det svære.
At der er en relation, der holder. En kontakt, der ikke forsvinder.
En voksen, der kan regulere sig selv – og dermed være medregulerende.
Langsomt kan det, der engang var livsnødvendigt, begynde at slippe sit greb en anelse.
Ikke fordi det var forkert – men fordi det ikke længere behøver at bære det hele.
For i kontakt kan beskyttelse få lov at hvile, og når den hviler, bliver der stille nok til, at noget andet kan vise sig.
Noget blødere. Noget mere levende.
Noget, der ikke kun handler om at overleve … men om at være.