Når vi mærker tomhed i terapien
Nogle gange sidder vi som behandlere i et terapeutisk rum og mærker en særlig form for tomhed.
Ikke bare stilhed eller ro – men en indre oplevelse af fravær. Som om kontakten glider væk. Tankerne bliver matte. Kroppen tung eller fjern. Måske opstår en subtil længsel efter, at sessionen skal bevæge sig videre.
Mange behandlere bliver urolige over denne tilstand. Vi kan komme til at forstå den som manglende engagement, utilstrækkelighed eller “forkerthed” i os selv. Men set gennem en neuroaffektiv forståelsesramme kan tomheden ofte forstås som noget langt mere relationelt og meningsbærende.
Tomhed som et relationelt signal
I neuroaffektiv udviklingspsykologi forstås nervesystemer som gensidigt påvirkende. Vi regulerer ikke kun os selv – vi reguleres også i relationen. Derfor kan oplevelsen af tomhed i terapeutiske situationer nogle gange være et spor ind i klientens implicitte erfaringer.
Mange af vores tidligt organiserede erfaringer er ikke lagret som ord eller fortællinger, men som kropslige og følelsesmæssige tilstande. Erfaringer med eksempelvis følelsesmæssigt fravær, manglende spejling, kontaktbrud eller opgivenhed kan sætte sig som måder at være i relation på. Senere i livet kan disse tilstande begynde at vise sig i mødet med andre mennesker – også i terapien.
Når kroppen begynder at fortælle
Tomheden kan derfor nogle gange være knyttet til disse tidlige erfaringer. Tilstande hvor et menneske måske har måttet lukke ned for at kunne være i relationen. Når sådanne organiseringsmønstre aktiveres i terapien, kan behandleren begynde at mærke noget af det samme: en indre udtynding, afstand eller resignation.
Det betyder ikke nødvendigvis, at vi “overtager” klientens følelser direkte. Men at relationen påvirker vores nervesystem, og at vores kropslige og følelsesmæssige reaktioner kan indeholde information om det felt, vi befinder os i sammen.
At blive i rummet
Måske er det vigtigste derfor ikke straks at forsøge at komme væk fra tomheden, men at blive nysgerrig på den.
Hvordan mærkes den i kroppen?
Hvornår opstår den?
Hvad sker der i kontakten lige inden?
Og hvordan kan vi bevare en mild kontakt til os selv, mens vi er i den?
Nogle gange er det netop dér – i det stille, tomme eller fraværende – at tidligt organiserede relationelle erfaringer viser sig mellem mennesker. Ikke som ord, men som en delt tilstand i nervesystemet.
Og måske begynder helingen først, når nogen bliver i rummet uden at forlade det!