”Et kærligt NEJ er bedre end et irriteret JA”. Det gælder i alle livets forhold – og også i vores rolle som forældre.
Mange af os forbinder et ”NEJ” med en afvisning, hvilket gør, at det kan være vanskeligt for os at tage imod – og måske mindst lige så vanskeligt for os at sige.
Især det sidste gør, at vi ofte kommer til at befinde os i situationer, hvor vi går på kompromis med vores egne grænser, fordi vi bliver usikre, fordi vi ikke vil afvise, fordi det er ”synd for” eller fordi ”der går jo heller ikke noget af mig for lige at…”
I forhold til vores børn, bliver vi ofte udfordret på det kærlige ”NEJ”:
”… men alle de andre må …”
”… jeg er den ENESTE i klassen der ikke har/må …”
Og hvorfor er det så, at vi bliver så udfordret på det nej? … Det kan der naturligvis være mange forklaringer på. Min tese er, at vi bliver bombarderet med stimuli alle steder fra i forhold til hvad der er godt for børn; at se, spise, lege, have på af tøj. Vigtigheden af sociale relationer, af ikke af føle sig udenfor osv.
Børn skal helst ikke være for længe i institution, ikke spise forarbejdet mad, ikke have for meget skærm, og meget gerne have nærværende forældre.
Samtidig har rigtig mange forældre nogle, ofte meget høje forventninger til sig selv og deres egen forældrerolle.
Jeg møder dagligt forældre, som rammes af dårlig samvittighed, utilstrækkelighed, tvivl og skam i deres forældreskab. Ofte fordi de måler sig selv i forhold til deres forestilling om, hvad alle andre forældre kan … og/eller på hvor mange konflikter de har med deres børn kontra, hvad de synes de ser andre forældre have.
Nogle dage kan forældreskabet føles lidt som en OL-disciplin. Så for rigtig mange forældre er den dårlige samvittighed og den konstante følelse af utilstrækkelighed blevet en tro følgesvend.
Det der sker i et nervesystem når alle de svære og vanskelige følelser bliver aktiveret er, at vi mister adgangen til vores fornuftige og rationelle del af hjernen – vores frontallap. Det autonome og det limbiske system vågner og kræver deres plads. Vores impulser af kamp/flugt eller frys aktiveres og vores følelser overvælder os. I de processer bliver det vanskeligere at ”tænke klart”. Det er biologi og helt almindeligt. Nogle gange bliver presset så stort i nervesystemet, at vores ”kærlige NEJ” bliver uklart og utydeligt inde i os for en stund, og vi får sagt JA …… et irriteret JA, men dog et JA.
Når så roen langsomt sænker sig i vores nervesystem, og barnet er løbet afsted med et: ”jeg måtte godt alligevel…” så kommer irritationen og fordømmelsen: ”….. hvorfor F… sagde jeg JA…”
Vi skal huske, at vores børn kan godt tåle ”NEJ”. Et kærligt og oprigtigt nej er den største kærlighedserklæring, vi kan give vores børn. Det er her, vi giver dem mulighed for at mærke os og vores kærlighed til dem. Det er også her, at vi giver dem vores største tillidserklæring. En erklæring der siger: Jeg tror på, at du godt kan tåle mit nej. Du kan godt tåle at, jeg afviser dit krav/ønske. Jeg har tillid til at du ved, at jeg ikke afviser dig, men dit ønske.
Vi kan, som forældre, støtte den sårbare proces ved at få et nej, ved at møde deres følelser med anerkendelse og rummelighed: ”jeg ved godt, at du er skuffet, og det kan jeg sagtens forstå. Det er også irriterende når nu du gerne vil”.
Et nervesystem, som også har øvet sig i, og lært at håndtere et ”NEJ” udvikler en større fleksibilitet og evnen til at behovsudsætte.
Som voksne, kan vi fejlagtigt tro, at vi kun er lykkedes i vores” NEJ”, hvis vores børn forstår det og accepterer vores forklaring. Sådan er det ikke! og vi skal lade være at forvente det. Det vil nærmest aldrig ske, at vores børn kigger på os og siger: ”… nååå nu forstår jeg hvorfor jeg ikke må. Det giver mening…”. Vores ”NEJ” vil, som udgangspunkt, afstedkomme vrede og frustration. Vores børn vil hade os lige der. Det må de gerne, vrede er en sund følelse. Det er ikke os de hader. Kun den del af os, der sagde ”NEJ”.
Vores mentaliseringsevne stimuleres og udvikles når vi gennem vores opvækst bliver sat i situationer, hvor vi skal forholde os til at andre har det anderledes og mener anderledes end vi selv gør.
Når vi siger ”NEJ” til vores børn, så gør vi det jo, fordi de lige der, har et ønske om noget, som vi voksne vurderer ikke er godt for dem. Det er både ansvarligt og omsorgsfuldt med et sådant ”NEJ”, også selvom det er frustrerende at være i for et barn.
”Optimal frustration” er en vigtig faktor i et menneskes udvikling; ikke for lidt og ikke for meget – det vokser børn af. Deres nervesystem får en naturlig elasticitet og robusthed af at skulle udholde lidt og så mærke at glæden vender tilbage. Vores børn bliver inspirerede til at mærke og fastholde deres egne grænser. En evne som vil komme dem til gode igennem hele livet. En kærlighedsgave.
Hvis vi i stedet giver dem det ”irriterede JA”, så vil de mærke det. De vil mærke irritationen. Måske ikke i det øjeblik, hvor de løber over hos kammeraten for at spille det famøse og længeventede GTA spil, men bagefter. De vil mærke den voksnes irriterede JA. De vil, som det ligger i børns natur, være undersøgende på det de mærker. Børn vender altid de tilstande, de mærker hos de voksne indad: ”mor/far er sur, jeg må have gjort noget forkert”. Hvis det sker for ofte, kan det give en grundlæggende usikkerhed i barnet og dets selvopfattelse. Hvilket jo er det sidste vi, som voksne, ønsker for vores børn.
Nogle voksne spørger: ”… men er det ikke bare mig der er streng, hvis alle de andre børn må?” Svaret er: ”… Jo måske …”. Det er klart, at hvis en masse nej ‘er ender med at blive indskrænkende for barnets trivsel og udvikling, så må den voksne kigge indad. Helt generelt så er vi jo dem vi er, og vi har de grænser vi har. Et JA vil altid blive et irriteret JA, hvis vi overskrider vores grænser, når vi giver det. Det kan vi nogle gange blive nødt til i kompromisets kunst. Det skal bare ikke være for hyppigt.
Jeg er stor tilhænger af, at de voksne mærker efter hvad de føler og mener, og er tro mod det. Autentiske og troværdige voksne er guld værd, når man er barn. Der ligger så meget læring og motivation til selvudvikling i den form for voksenkontakt.
Så derfor: ”Et kærligt NEJ er bedre end et irriteret JA”.
Så husk, at næste gang dit barn fortæller at ”… det må de andre og jeg er den eneste der ikke må…” så er det måske et udtryk for, at der er nogle forældre der er kommet til at give et irriteret JA, mere end at du er en utilstrækkelig forælder – eller at deres kærlige NEJ ligger et andet sted end dit – og det er HELT okay.
Når konflikten er på sit højeste, presset er stort, og tvivlen ligeså. Så HUSK kære voksne, at du er i færd med at vise dit barn hvortil du går, og hvor stor din kærlighed er.